Flere gruppevoldtægter i nordsjællandske byer skaber lige nu skræk og voldsom forargelse hos byens borgere.
Seks drenge med anden etnisk herkomst end dansk på under 18 år er sigtet for at have voldtaget eller medvirket til voldtægt på piger ned til 13-års alderen, og selv om drengene nu sidder varetægtsfængslet, så er forældre i området alligevel skræmte og holder fortsat et vågent øje med deres børn.
De påståede voldtægter skulle angiveligt være foregået i løbet af det seneste halve år i Hørsholm, Nivå og Kokkedal, og fem ud af de seks drenge har siddet varetægtsfængslet i surrogat siden juni. Alle drenge nægter sig skyldige, og der er endnu ikke rejst tiltale i nogle sager, skriver Berlingske, der har haft en reporter på besøg i de forskellige områder for at fornemme stemningen hos byens borgere.
Og fællesnævneren her er, at alle er chokerede over, hvad der er sket og brutaliteten heri.
Ifølge retsbøgerne skete den første voldtægt den 16. oktober 2017, da seks drenge med anden etnisk herkomst end dansk brød ind i en ejendom i Kokkedal, hvor blandt andet en 14-årig pige boede. Her tvang tre af drengene angiveligt den unge pige til at give dem oralsex på skift.
Blot en måned senere blev den samme 14-årige pige ifølge sigtelsen tvunget til oralsex og samleje med tre af drengene igen. Og dagen efter skete det endnu en gang mod den 14-årige i et solcenter i Hørsholm.
Ud over den 14-årige pige er der fire andre piger i alderen 13 til 16 år, der ifølge sigtelserne er blevet udsat for grove seksuelle overgreb af en eller flere af de seks varetægtsfængslede drenge. De er sket fra oktober sidste år til april i år.
Hos Nordsjællands Politi bliver sagerne taget meget alvorligt.
»Det er fuldstændig uhørt, når drenge i flok misbruger mindreårige piger seksuelt. De er bare store børn, men de her unge drenge har ikke haft noget filter. Det har været ligesom et tag-selv-bord,« siger efterforskningsleder Henrik Gunst til Berlingske, han har ikke tidligere har haft lignende sager af samme grovhed.
Ifølge Nordsjællands Politi kender pigerne og de sigtede drenge hinanden fra lokalområdet.
Politiet er ved at være nået til bunds i sagerne, men de vil ikke udelukke, at der kan være flere, der har været udsat for overgreb af drengene, skriver Berlingske.