Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kunne for nogle få håndører have undgået det stormvejr, han er havnet i efter at have fløjet med det kontroversielle irske lavprisselskab Ryanair, som ikke vil underskrive en dansk overenskomst, midt under trepartsforhandlingerne.

Ifølge Ekstra Bladet steg Løkke sammen med sin kone Sólrun kl. 18.35 i søndags om bord på et Ryanair-fly i Københavns Lufthavn med kurs mod feriedestinationen Málaga på den spanske sydkyst.

Men Lars Løkke Rasmussen har næppe sparet meget ved at vælge Ryanair frem for et selskab, som har underskrevet en dansk overenskomst.

Det viser et tænkt scenarie, som BT har lavet.

På rejsesøgemaskinen Momondo.dk har vi fundet prisen på to enkeltbilletter på direkte flyvninger fra Københavns Lufthavn til Málaga tirsdag den 23. februar, hvor både Ryanair og SAS har ledige sæder på ruten. Før da melder Ryanair alt udsolgt.

Kun 238 kr. billigere

Priserne er indhentet på fra en anden rejsedag, end den Lars Løkke Rasmussen og Sólrun valgte, men eksemplet herunder viser, at der næppe kan have været store penge at spare på at vælge Ryanair søndag den 14. februar.

For 3.036 kr. - eller blot 238 kr. mere end hos Ryanair - kunne de have fløjet ned til sydens sol med SAS. De skulle dog have været stået meget tidligt op, da SAS' fly afgår kl. 6.25. Til gengæld havde statsministeren for det anseelige beløb undgået de bredsider, han nu må lægge ryg til fra fagbevægelsen og oppositionen på Christiansborg.

Formanden for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, har kritiseret statsministerens valg af flyselskab, fordi Ryanair ingen overenskomst har, og fordi Lars Løkke Rasmussen i disse dage er i gang med forhandlinger med LO og Dansk Arbejdsgiverforening, også kendt som trepartsforhandlingerne.

Drilleri fra Norwegian

Overfor BT går SFs beskæftigelsesordfører Karsten Hønge skridtet videre og kalder Løkkes valg både 'pinligt' og 'grotesk'.

»Han er jo en klog mand. Han ved godt, hvordan det danske samfund er skruet sammen, men her er han med til at sende nogle fuldstændig ødelæggende signaler. Han tænker med baglommen i stedet for hovedet. Det er pinligt,« siger Karsten Hønge.

Flere medlemmer af Socialdemokraterne tager også skarp afstand til Lars Løkke Rasmussens valg af Ryanair midt i forhandlingerne med fagbevægelsen.

Lavprisselskabet Norwegian, kunne ikke dy sig for at stikke lidt til både Lars Løkke Rasmussen og Ryanair, som er en af selskabets hårdeste konkurrenter i kampen om lavpriskundernes gunst. På Facebook gør Norwegian opmærksom på, at de skam har underskrevet dansk overenskomst - og at den travle statsminister har mulighed for at være gratis på nettet i et Norwegian-fly.

Ryanair har siden 2015 været i skudlinjen fra venstrefløjen og fagforeninger, fordi selskabet nægter at følge dansk overenskomst, og der har også været flere historier fremme i pressen om urimelige arbejdsforhold hos selskabet. Der har bl.a. være forlydende om, at en nyansat stewardesse på et Ryanair-fly typisk må leve af en månedsløn på omkring 10.000 kroner efter skat.

Efter at LO varslede konflikt mod Ryanair har lavprisselskabet lukket sine baser i Københavns Lufthavn og Billund.