Den livstidsdømte HA-rocker Jørgen ‘Fehår’ Nielsen melder sig nu i rækken af HA-rockere med lange fængselsstraffe, der sætter børn i verden

Hans kæreste er sat til at føde tvillinger i januar, oplyser den kommende far, der i et eksklusivt interview til BT søndag fortæller om sin situation efter mere end 16 år i fængsel.

‘Fehår’ har i forvejen en stedsøn, der er teenager, fra et tidligere forhold, men det er først i en alder af 50 år, at han selv bliver far. 

Han bliver dog en far på afstand, da han afsoner en livstidsdom for medvirken til drab og fem drabsforsøg under den store nordiske rockerkrig tilbage i 1990’erne.

For halvandet år siden mødte han sin kæreste på en udgang fra fængslet. Kort efter blev hun gravid.

- Hun synes selvfølgelig at det, jeg har lavet er forfærdeligt. Men hun har valgt at få børn med mig, siger ‘Fehår’, der vil fortælle sine kommende børn om sin dom.

- Når pigerne er gamle nok, så vil jeg fortælle dem det. Det kan ikke undgås, at de en dag finder ud af det. Det er bedre, at de hører det fra mig, siger han.


HA-rockeren fortæller, at han har et ‘tæt’ forhold til sin stedsøn, hvis mor han ikke længere er sammen med. Og det vil ikke genere ham, hvis stedsønnen træder ind i AK81, når han bliver 18 år.

- Jeg vil støtte ham, hvis det er hans egen beslutning. Man skal ville det liv og kammeraterne. Han skal ikke gå derind, fordi jeg er medlem af HA. Ens børn og venner er ligeså vigtige, selv om de ikke er medlemmer, siger Jørgen Nielsen.

KØB BT SØNDAG OG LÆS:

- Interviewet med Jørgen ‘Fehår’ Nielsen
- Kriminalforsorgen: Derfor holdes han inde
- Det laver rockerne i dag