Livet er lige dele tårer og latter, men Lisbet Dahl insisterer på at være lykkelig. Hun har været gift fire gange, men særligt to mænd har spillet centrale roller i hendes liv. Nu fortæller hun om afskeden med sjælevennen Claus Ryskjær og om det tætte forhold til Ulf Pilgaard, der er ‘som et ægteskab, bare uden problemerne med sexlivet’
Hun fortæller om den hofte, hun fik for femten år siden. Hjerteklappen, hun fik året efter, og operationen i ryggen. Lisbet Dahl er blevet ‘repareret’ en del gennem årene.
I en alder af 71 år – føler hun sig så god som ny.
»Jeg føler mig sgu ikke som én på 71, nærmere som om jeg var nogle og fyrre,« smiler damen, som man godt må kalde hende. For det gør hun selv.
»Det kan være, jeg bliver 95, måske når jeg endda helt op på hundrede år ...«
For et par år siden købte hun sig en hund.
»Jeg havde ønsket mig en i mange år. Skulle det være, skulle det være nu,« siger Lisbet Dahl, der udover selskab bruger broholmer-tæven Alma til gode, lange gåture, der holder hende i form.
»Sådan en sød, sød hund. Den er så skøn,«siger hun kærligt.
Den åbenlyse kærlighed leder til det oplagte spørgsmål: Hvad med en ny mand?
Lisbet Dahl har fem børn med fem forskellige mænd og har været gift fire gange.
Siden hun var ung, har der været mænd i hendes liv stort set uafbrudt. Men det er et stykke tid siden sidst.
I 2000 blev hun skilt fra forretningsmanden Stefan Føns. Han var den sidste.
Hun griner ad spørgsmålet.
»Nej, det tror jeg ikke. Jeg leder ikke og har haft så rigeligt med mænd. Og jeg er ikke forelsket. Faktisk holder jeg rigtig meget af at være mig selv og kan godt lide, at jeg ikke skal stå til regnskab. Selvom jeg nu aldrig har følt, at jeg skulle det. Men det er altid sådan noget med: ‘hvor har du været, og hvordan har du det. Og hvorfor har du købt nye sko’. Dét savner jeg ikke.«
Latteren
Hun læner sig tilbage i stolen og smiler igen.
Det gør Lisbet Dahl ret meget. Hun kan godt lide at le, og hun kan godt lide at få andre til at le.
Men under latteren ligger alvoren, for ‘I bund og grund er det sådan, at hvis det ikke er alvorligt, så er det heller ikke morsomt’.
Tilbage til mændene.
»Dem forbinder man tit med ballade, men hvis jeg var forelsket, ville jeg jo slet ikke sige alt det her, så ville jeg udtrykke mig meget anderledes,« siger hun med en latter, der klinger, så den lige så godt kunne komme fra den Lisbet, der for mange år siden lige var kommet ind med firetoget til København fra Aalborg.
Åben, fuld af forventninger og klar til at indtage de mange morskabs-scener i hovedstaden.
Det var hér, hun mødte først Ulf Pilgaard og siden hans faste makker Claus Ryskjær.
De to mænd, der sammen og hver for sig har haft den største betydning for revy-dronningen, skuespilleren, instruktøren og kvinden – Lisbet Dahl. Og som samtidig er de to mest gennemgående og stabile mænd i hendes liv.
»Ulf og Claus og jeg. Vi var tætte – os tre. Meget tætte. Men nu er Claus jo væk,« siger hun og stopper ...
Uden varsel døde hendes sjæleven og makker d. 12. december sidste år.
Da den populære og folkekære skuespiller blev stedt til hvile i Birkerød, var kun den nærmeste familie til stede. Sådan havde Ryskjær selv ønsket det.
Også for Lisbet Dahl kom hans død som et lyn fra en klar himmel.
»Det var et stort chok og en kæmpe sorg. Døden kom pludselig meget tæt på, da Claus faldt om. Fornemmelsen af, at det var én af os selv, var mærkelig. Meget mærkelig ...«
Hun ryster lidt på hovedet og kæmper med vandet i øjnene, da hun bliver spurgt, hvad hendes ven gennem 35 år døde af.
»Han døde ... Han sank sammen på sine knæ, og hans hoved faldt stille ned på armlænet af den stol, han sad i. Hans hjerte holdt simpelthen op med at slå. Det kom fuldstændig uventet og gik lynhurtigt. Jeg havde talt med ham 14 dage før,« siger Lisbet Dahl, der på det tidspunkt ikke havde arbejdet sammen med Ryskjær i ti år.
Angsten
Claus Ryskjær havde fået sceneskræk. Men det særlige bånd mellem Lisbet Dahl, Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard var intakt til det sidste.
»Ulf og jeg havde vænnet os til ikke at arbejde sammen med Claus, fordi han fik angst for at stå på scenen. Han stivnede simpelthen og måtte trække sig tilbage. Men jeg ringede ofte til ham sent, for han var altid vågen. Det var om natten, han levede og fungerede bedst. Når der var fred og ro. Hvis jeg savnede nogen at snakke med kl. ét eller to, kunne jeg altid ringe til ham. Men det skal vi ikke snakke så meget om, så begynder jeg bare at tude.«
Lisbet Dahl holder to fingre under de levende, grønbrune øjne.
»Hans storebror var død i foråret, og derfor vidste de (familien, red.), at Claus ville have den samme diskrete begravelse som sin bror. I et kapel og kun med familien. Det var det, han ville. Men så sagde Preben Kristensen til mig, ‘hvordan skal jeg så sige farvel’. Og Steen Springborg sagde, at han havde grædt i to dage.«
Hun afbryder sig selv: ’Nu kommer jeg sgu til at tude ...’
Lisbet Dahl besluttede, at Ryskjærs venner skulle have mulighed for at græde ud sammen og sige ordentligt farvel.
»Jeg lavede en farvel-middag. Claus døde i begyndelsen af december, middagen blev sat til 9. februar på Bistro Boheme på Esplanaden. Der kom 60-70 mennesker, for vi havde alle brug for at være sammen, og det var simpelthen så dejligt. I sidste øjeblik kom også hans kone og drenge. Det er jeg bare så glad for. Jeg vil altid savne Claus. Søde Rysse. Ham slipper man ikke sådan lige,« siger hun, mens tårerne får frit løb.
Sårbar
»Ih – jeg tuder over det her,« siger hun og smiler med våde øjne.
»Et af mine børnebørn har været syg, så jeg har ekstra tynd hud. Det var ret alvorligt, men han er heldigvis helt rask nu.«
Hun ryster de negative tanker af sig. Livet har lært hende at bearbejde rutsjeturene.
»Man kan ikke bare løbe sin vej og lade som ingenting. Jeg går ikke videre uden at bearbejde situationer. Det gjorde jeg heller ikke, da Preben (Kaas) gik sin vej og ikke kom tilbage,« siger hun om tiden efter sin tredje mands selvmord i 1981.
Et ægteskab, som Lisbet Dahl i dag siger, at hun ikke på nogen måder ville have været foruden.
Også selvom den sidste tid var tung. Kaas drak, hans liv og karriere hang i laser, og til sidste kunne den tidligere succesfulde showbiz-mand ikke få livet til at fungere.
»Hans liv lykkedes jo ikke. Det gik ned ad bakke. Det var så synd for ham. Han drak en flaske whisky om dagen. Jeg tror, at det var med til at tage selvtilliden ud af ham. Det var et chok, da Preben døde, men i min sorg havde jeg glemt, at det også var belastende at leve med ham. Men jeg ville aldrig have været foruden Preben og alt det, han havde givet mig og lært mig,« siger Lisbet Dahl, der var sammen med Kaas i seks år.
Mændene
Ulf Pilgaard har hun til gengæld kendt i mere end 40 år. Samarbejdet er livslangt og næsten som et ægteskab.
»På nogen måder er vi som et gammelt ægtepar. Bare uden de problemer, der kan være med sexlivet.«
Hun skraldgriner.
»Ulf er jo en meget mere intellektuel type end mig. Han læser mange bøger og sådan. Jeg læser ugeblade. Ulf er mere konservativ, dog ikke i politisk forstand, men vi ved alt om hinandens liv. Det, vi har til fælles, er vores humor. Arbejdet binder os sammen, og vi har jo også arbejdet sammen enormt meget af tiden. Med Ulf er det mere end fem måneder om året på Cirkusrevyen. For os alle tre har det altid været et fuldstændig forbilledligt samarbejde. Også på scenen. Det er ret fantastisk,« siger Lisbet Dahl.
Til næste år har hun stået i spidsen for Cirkusrevyen på Bakken i 31 sæsoner. Næsten uafbrudt.
»Jeg er ikke direktør, det er Torben Træsko, og Ernst Trillingsgaard er kunstnerisk leder. Jeg er bare instruktør,« siger kvinden, der sidder med ansvaret for landets ubetinget største og mest succesfulde revy.
»Du skal have hjertet med og sørge for, at der er et hold, der svinger med hinanden, samtidig med at de skal være suveræne på scenen,« forklarer hun.
Succesen var der ingen, der havde forudset. I 1995 forlod Lisbet Dahl Cirkusrevyen, fordi det var blevet ‘for tungt’.
»Hvis det går godt, er alle lykkelige og stolte, hvis det går skidt, er det min skyld. Det var mig, der fik ballade, hvis jeg foretog nogle dispositioner, der ikke var populære.«
Men seks år senere vendte hun tilbage.
»Nu har jeg fået hård hud. Men er samtidig blevet mere følsom. Livet former jo én, og man må godt være sentimental. Folk bruger mest det udtryk negativt, men jeg bruger det også humoristisk, selvom jeg også mener det. Man bliver mere sentimental med alderen, jeg græder nemt, men jeg falder ikke hen i sentimentalitet,« understreger hun, der ikke kalder sig chef, men ‘kvindechef’ for menageriet ude i teltet på Dyrehavsbakken.
»En chef er normalt ikke én, der sørger for, at alle har det godt. En chef skal sørge for, at business kører. Jeg ser det som min opgave at sørge for, at forretningen kører og at alle har det godt. Derfor kommer moderen op i mig, og jeg går rundt og gør ting. F.eks. inviterer jeg alle på revyholdet hjem til natmad. Så kommer der 38 mennesker, og det er godt, for så føler man, at vi er sammen om det, vi laver. Når man kender hinanden godt, så passer man bedre på hinanden, og man forstår hinanden bedre.«
Latter er alvor
Lisbet Dahl kan blive vred over, at komedie, farce, revy og den slags morsomheder ikke rigtig anses for at være ’fint nok’.
»Latter bliver ikke rigtig regnet for noget. Hvis du ler for meget, så er du nok dum, ikke? Latter vil altid være mindre værd end alvoren, som regnes for at være det kunstneriske og det seriøse. Men det er revy kraftstejleme også – skulle jeg hilse at sige. Hvis det i bund og grund ikke er alvorligt, så er det ikke morsomt, og jeg kan altså ikke lade være med at lave fis og ballade og forsøge at få folk til at grine. Sådan har jeg haft det hele mit liv, fra jeg gik i skole. F.eks. alle de sure skolefrøkener. Jeg vidste, at de hadede det, fordi de anså mig for at være fræk og næsvis, i stedet for at se mig som morsom. Men jeg kan ikke lade være med at prøve. Marquerite Viby sagde engang, at folk uden humor skulle have invalidepension. Jeg synes, det er så synd for folk, der ikke har humor.«
Lisbet Dahl vil have, at alting er godt.
»Jeg forlanger at være et lykkeligt menneske. Og finder mig ikke i, at det kan være anderledes. Lykke er noget, man vælger. Det er ikke noget, man er heldig en gang imellem at blive ramt af. Man vælger selv at være et lykkeligt menneske. Ellers ligger man bare hernede og roder hele tiden,« siger hun og holder hånden en halv meter over gulvet. Der kan man ikke leve, lader hun forstå.
»For når så der kommer noget, ryger man helt ned i kulkælderen.«
Hun rækker armen højt op i luften og siger:
»Nej, du skal ligge heroppe, hvor lykken er. Når du så bliver ramt, ryger du ikke nær så langt ned. Og så er det lettere at komme op igen.«
Hun ved, at det lyder absurd, at man vælger lykken.
»For nogle er mere traurige end andre og har sværere ved det. Men hvis man er bevidst om det, kan selv traurige mennesker blive en anelse lettere i sindet. Særligt hvis man undgår at bruge sin tid på ligegyldigheder og småtterier, men kun lader sig gå på af de store, væsentlige ting.«
