Et offer for et seksuelt overgreb fortæller nu sin historie for at vise, at fokus i sager om sexmisbrug er rettet det forkerte sted hen. Hun fortæller, at det altid handler om at hade gerningsmanden, og at omsorgen for offeret godt kan drukne i det had. Her er Lisa Krammes historie.

Den vinterdag i 2009 glemmer hun aldrig. En voksen udnyttede at hun var fuld og sårbar, og misbrugte hende. Hun var kun 13 år. Lisa Kramme var til en privat fest med en veninde, og da hun var fuld og hjælpeløs, skete det. Hun blev misbrugt af en voksen, og tilliden til andre mennesker forsvandt. Lige siden har det været en kamp for hende at genvinde tilliden og selv den dag i dag, er det ikke lykkedes fuldstændigt. Som hun skriver i sit nylige opslag på Facebook, der er blevet delt vidt og bredt:

»I dag er jeg 20 år, og selvom jeg èn gang før har været i behandling for overgrebet, ser det nu ud til at jeg skal arbejde med det igen«.

Personen, der lavede overgrebet på Lisa Kramme, er blevet dømt. Hun vil ikke gå nærmere i detaljer om hvem personen er, da det ikke er vigtigt for hendes budskab. Hun understreger dog, at det ikke er en fra hendes familie eller nære omgangskreds.

Lige i starten vidste hun ikke, at det havde påvirket hende så dybt, som tilfældet var. Det brød først for alvor frem knap to år efter, det fandt sted. Den unge glade pige med mod på livet var forvandlet og med sine egne ord »blevet sur helt ind til knoglerne«. Hendes gemyt skiftede og hendes forældre fik for alvor at mærke at deres lille glade pige, var blevet en anden.

Lisa Kramme kom i behandling. Hun var med i en gruppe for misbrugsofre, og her hjalp det at tale om tingene, og den lille glade pige kom stille og roligt frem igen. Hun oplevede, at fokus blev rettet på offeret og ikke på gerningsmanden, hvilket var noget, som Lisa Kramme havde manglet. Som hun skriver i sit opslag på Facebook:

»Kære pårørende, gem vreden væk og giv i stedet barnet den kærlighed, omsorg og styrke, som skal hjælpe barnet til selv at kunne klare kampen, for det er IKKE jeres kamp. Det barn bliver nemlig selv voksen en dag, og skal derfor selv kunne leve med det«.

Lisa Kramme har skrevet et opslag på sin Facebook-profil, hvor hun henvender sig til gerningsmænd, ofre og pårørende i sager om seksuelle overgreb. Hendes opslag har fået 324 delinger.
Lisa Kramme har skrevet et opslag på sin Facebook-profil, hvor hun henvender sig til gerningsmænd, ofre og pårørende i sager om seksuelle overgreb. Hendes opslag har fået 324 delinger.
Vis mere

Lisa Kramme fortæller, at hun oplevede at folks fokus var rettet den forkerte vej. Det handlede om at straffe krænkeren, ikke om at hjælpe offeret.

»Folk spurgte altid, hvem var det, der gjorde det, og hvad der skete. Men de spurgte ikke: Hvordan har du det Lisa? Og det var det, som jeg havde brug for. Men de spurgte aldrig. Man bliver lidt glemt i alt det kaos, der opstår,« siger Lisa Kramme og følger op med, at hun ikke ønsker længere straffe til gerningsmændene. De længere straffe er et misforstået hensyn mener hun:

»Det hjælper jo ikke ofrene, at gerningsmændene får en længere straf. Der sker noget retfærdigt, men det gavner ikke ofrene. Ofrene har brug for hjælp. Den rigtige hjælp. Men det er dyrt at gå til psykolog, så jeg mener, at pengene vil være bedre brugt der end på længere straffe«.

Lisa Kramme fortæller til BT, at hun mistede tilliden til folk. Hun havde svært ved at stole på nogen, hun turde ikke finde sig en kæreste, og hun følte sig sårbar. Selvom hun har overvundet det, som hun før fandt grænseoverskridende og har haft kærester, så betyder det ikke, at hun er kommet over det. Konsekvenserne af misbruget vil altid ligge og lurer.

»Det vil altid være en del af mig, at jeg har været udsat for et seksuelt overgreb. Der vil altid være et ar. Men man kan lære at leve med det ar, ved at lære at hvile i sig selv. Risikoen for at det kommer igen vil altid være der, men så må man tage den der fra og fokusere på de sejre, som man har haft,« siger Lisa Kramme.

I sit Facebook-opslag, står hun modigt frem og fortæller sin historie. Bevæggrunden for at stå frem er at sætte fokus på tabuet og på at spore debatten omkring misbrugsofre i den rigtige retning. Den følelse hun går rundt med, har hun vist i et citat fra sangeren Anna David:

»Udenpå kan ingen se det, men det ligger inden i. Du tog noget som for altid, ændrede den lille pige. Selvom hun er blevet voksen, nu så glemmer hun aldrig dig. Ta’ mit ord jeg ved det, for den lille pige var mig«.

I sit førnævnte Facebook-opslag forsøger hun at sætte ord på misbrug for på den måde at kaste lidt lys over tabuet. Hun henvender sig til gerningsmændene, til offeret og til de pårørende. Hendes opslag ses nedenfor.