Regeringen finder kritik af Danmarks klimaindsats forfejlet. S mener, at nedskæringer koster arbejdspladser.

Bonn. Det er et helt forkert billede, der tegnes af Danmark, når vi placeres på 17.-pladsen i et nyt indeks over landenes klimaindsats.

Det mener energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V). Den tyske miljøorganisation Germanwatch har de to seneste år nedgraderet Danmark på den globale grønne liste - fra en tidligere førerposition.

- Det er mere udtryk for følelser end for fakta. Når man ser den lange række af rapporter fra eksempelvis OECD og World Economic Forum, som rangerer Danmark højt, så kan jeg ikke genkende billedet, siger Lilleholt.

World Economic Forum rangerede i 2013 Danmark som nummer otte på en liste over, hvor godt lande klarer sig i omstillingen af deres energisektorer. I 2017 var Danmark rykket op på en fjerdeplads, den hidtil højeste placering.

Billedet er mere nuanceret end som så, mener energi- og klimaministeren.

- I forhold til andelen af vedvarende energi og alle de andre parametre, man måler på, så ligger Danmark stadig i den absolut gode ende, siger Lilleholt.

Han peger på, at han på sine mange rejser i embeds medfør, blandt andet til USA, møder stor respekt for det, Danmark kan på det grønne område.

Med hensyn til det aflyste klimamål i 2030 siger Lilleholt:

- Vi følger EU, og Danmark har nogle af EU's skrappeste mål. Det handler om at få resten af verden til at trække.

Socialdemokratiets klima- og energiordfører, Jens Joel, mener derimod, at indekset har fat i noget.

- Det kan godt være, at Løkke herhjemme forsøger at sælge sin regering som grøn. Men selv om man helst vil tale Danmarks position op, er det desværre et faktum, at den nuværende regering har skåret voldsomt ned på de grønne ambitioner, siger han.

Aflyste klimamål, hårde nedskæringer på forskning og forsøg på at aflyse vindmølleparker bliver bemærket negativt ude i verden, tilføjer Joel.

- Det er skidt for klimaet, men det rammer også dansk erhvervsliv og arbejdspladser.

- Vi har brug for, at klimapolitikken kommer tilbage på sporet. Det kommer den selvfølgelig ikke af, at statsministeren holder flotte taler i New York, mens han med den anden hånd skærer ned herhjemme, siger Jens Joel.

Alternativets ordfører, Rasmus Nordqvist, er enig.

- Det er ikke overraskende, at regeringens manglende ambitioner nu begynder at kunne ses på Danmarks internationale klimarenommé, mener han.

- Regeringen må forstå, at der skal konkrete mål og konkret handling til, og det ville have klædt regeringen at bruge COP23 til at komme med det. Tiden er ikke til vage formuleringer, siger Rasmus Nordqvist.

/ritzau/