Klimaet er en brændende platform. Vi når kun Paris-målet, hvis vi binder CO2 i jord og skov, mener minister.

København. Vi har ingen Planet B. Menneskeheden står over for en enorm klimaudfordring, og vi kan kun nå målet i Paris-aftalen, hvis vi finder metoder til at binde CO2 fra luften i landbrugsjord, skove og i undergrunden.

Sådan lyder det midt i den steghede sommer fra energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). En nedskæring af CO2-udslippet alene kan ikke redde os, siger han.

- Klimaforandringerne er en brændende platform. Vi er nødt til at gå to veje: Dels en massiv indsats for at reducere udledningen. Det gør vi med energiaftalen og med den klimaplan, regeringen kommer med til efteråret.

- Men vi er også nødt til at se på mulighederne for at optage CO2 i jorder, skove, sten, materialer og i undergrunden, siger ministeren.

Lilleholt vil derfor indkalde eksperter fra erhvervsliv, universiteter og forskningsinstitutioner for at pege på muligheder for, hvordan Danmark blive CO2-neutralt i 2050, som det er aftalt i det brede energiforlig.

- Startskuddet på arbejdet bliver en konference, jeg vil afholde i efteråret. Det er på mange måder nyt land, vi bevæger os ind i.

Danmark udleder 50 millioner ton CO2 om året, som enten skal reduceres markant eller modsvares af optag andetsteds.

- For at sætte ind de rigtige steder skal vi derfor i en fart blive meget klogere på både de biologiske mekanismer og teknologiske muligheder for at øge optaget af CO2. Ellers kommer vi simpelthen ikke i mål, siger han.

- Vi gerne være netto-nuludledere i 2050, og derfor er vi parat til at kigge på alle muligheder, der er, siger han.

Netto-nuludledning betyder, at hvis der eksempelvis er CO2-udslip fra transportsektoren, skal det modsvares af øget optag af drivhusgas et andet sted.

I Paris forpligtede verdens lande sig til at begrænse klodens hedetur til mellem 1,5 og 2 grader i år 2100. Det ekstreme sommervejr har mindet os om, at målet skal sættes ved maksimalt 1,5 grader, siger Lilleholt.

John Nordbo, klimamedarbejder i Care Danmark, finder det positivt, at regeringen vil se på øget CO2-optag i skove og jord.

- Alle midler skal tages i brug for at bremse klimaforandringerne. Men potentialet er begrænset, så initiativet må ikke fjerne fokus fra at reducere udslip af CO2 fra energi og transport, siger han.

/ritzau/