En stor del af sagerne i Ligebehandlingsnævnet fra 2013 har handlet om kønsdiskrimination i swingerklubber eller hos frisører. Det er for dårligt lyder det fra chefjurist og politikere. Ligestillingsministeren vil nu kigge nærmere på nævnet.

Fem mænd fik hver 2.500 kroner af Ligebehandlingsnævnet i 2013, efter de klagede over et diskotek, der tilbød gratis champagne til piger i høje hæle.

Ud af i alt 134 afgørelser om mulig kønsdiskrimination, som Ligebehandlingsnævnet tog sig af sidste år, fik klager medhold i 56 af sagerne. Over halvdelen af dem handlede om, at klager ikke fik samme vilkår som det modsatte køn på eksempelvis diskoteker eller i swingerklubber, viser en opgørelse, som DAs magasin, Agenda, har lavet.

Chefjurist Jacob Mchangama fra tænketanken CEPOS mener, at politikerne enten bør begrænse eller nedlægge nævnet, der efter hans mening beskæftiger sig med ligegyldige sager.

»Opgørelsen bekræfter billedet af, at Ligebehandlingsnævnet i meget vidt omfang bruger ressourcer på bagatelagtige sager om kønsdiskrimination på området for tjenesteydelser, hvor der reelt ikke er nogle ofre,« siger han.

Ligestillingsminister Manu Sareen (R) siger til Agenda, at han er klar til at se nærmere på nævnets virke.

»Det er trist med den fokus, der har været på en del af sagerne, og jeg har bedt om at få set på, om ressourcerne bliver brugt bedst muligt i Ligebehandlingsnævnet. Vi skal se på, om nævnet kan få nogle redskaber, så de bedre kan prioritere sagerne,« siger ministeren.

Venstres ligestillingsordfører, Fatma Øktem (V), kalder Ligebehandlingsnævnet for »en magnet for tossede sager«.

»Mange af sagerne har ikke noget med reel kønsdiskrimination at gøre, for mig at se. Det er ærgerligt, for som udgangspunkt har nævnet bestemt en eksistensberettigelse, men vi er nødt til at se på, om det måske favner for bredt, og underminerer kernen med alle mulige ligegyldige sager,« siger hun til Agenda.

Også de Konservative er klar til at rydde op i, hvad nævnet bør bruge kræfterne på, men hos Ligebehandlingsnævnet mener chefkonsulent Susanne Fischer, at nævnets arbejde rent faktisk rykker ved opfattelsen af, at man ikke skal sortere efter køn.

»Hverken i nattelivet eller hos frisøren eller på arbejdspladsen skal man sortere folk ud fra, hvad de har af køn, eller andet uvæsentligt. Og de sager her er måske med til at få det budskab ud,« siger hun til DA-magasinet.