E55 Gedser Landevej på Falster er lige nu spærret i begge retninger efter et uheld mellem to biler, hvoraf den ene skal være en minibus. Op mod ti personer skal ifølge Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi være involveret.

Ifølge vagtchefen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er flere personer fragtet på hospitalet:

»Der er en person, som er fløjet med helikopter til Rigshospitalet, mens de andre er kørt til Nykøbing Sygehus. Ingen af dem skal have fået livstruende skader. Jeg har ikke status på den person, der er fløjet til København,« siger vagtchef Jens Frederiksen.

»Så vidt vi har kunnet finde frem til, så skal personbilen være kommet over i den modsatte kørebane - altså et frontalt sammenstød,« uddyber vagtchefen.

Han fortalte tidligere om ulykken til BT.

»Vi ved ikke så meget lige nu. Vi fik først meldingen på 112 klokken 17.17, og vi er på vej derned. Så vi er i fuld gang med at finde ud af, hvad der sker,« sagde vagtchef Jens Frederiksen og uddybede:

»De meldinger, vi får, går på, at der skal være to biler involveret. Men der er ret mange personer, da den ene skal være en minibus. Umiddelbart er der kun tale om mindre skader,« forklarede vagtchefen.

Opdateres ...