Børnehuset Trilobitten i Aakirkeby på Bornholm er evakueret på grund af udslip af svovlbrinte. I alt er 56 børn og 19 voksne blevet evakueret.

Det skriver Bornholms Regionskommune.

Det drejer sig om Børnehuset Trilobitten i Aakirkeby, hvor alle børn og voksne er blevet evakueret til den nærliggende sportshal, Aakirkebyhallen. Senere vil de bliver sendt videre til Slusen ved Hans Rømer Skolen.

'Det samlede beredskab er sat ind på, at situationen håndteres bedst muligt, og umiddelbart er der ikke sket overlast på nogle, men der er stor bevågenhed på om der viser sig symptomer, skriver servicedirektør i Bornholms Regionskommune,' Johannes Nilsson i pressemeddelelsen.

»Vi gør klar til at modtage børnene og de voksne, og de er upåvirkede. Budskabet er, at det ser fuldstændig fredeligt ud, men vi gør klar til at tackle situationen uanset hvad,« siger hospitalsdirektør Niels Reischstein Larsen til Bornholms Tidende.

Børnene og de voksne bliver ikke behandlet i Akutmodtagelse. Hospitalet har åbnet et lukket sengeafsnit, og personale her tager imod børn og voksne.

Børnenes forældre bliver kontaktet, når der er kommet ro på situationen.

Servicedirektøren siger også, at børnehaven ikke bliver taget i brug igen, før situationen er under kontrol, og årsagen til udspillet er fundet.

Svolvbrinte er en gas, som lugter af rådne æg, og som opstår, når madrester og andet organisk affald bliver nedbrudt uden, at der kommer ilt til.

Ifølge Bornholms Tidende kan en høj koncentration af svovlbrinte give forgiftning ved blot én eller to indåndinger.

Institutionen har både børn i vuggestue- og børnehavealderen.

Ifølge Johannes Nilsson har regionskommunen i en uge prøvet at finde ud af, hvad en underlig lugt skyldtes.

»Der har været forskellige undersøgelser i gang i et par uger, hvor man har kunnet lugte noget. Man har sat forskellige målere op for at finde ud af, hvad det lugtede af,« siger han til Ritzau.

»Her til morgen har man så sat en måler op et bestemt sted, som slog helt ud på svovlbrinte, og så evakuerer vi selvfølgelig hele bygningen,« siger han.

Om årsagen til, at man først i dag har evakueret, siger Johannes Nilsson:

»Det kunne være alt lige fra en død mus, der ligger et sted, så det har ikke været mere kraftigt, end at det lige har haft en duft i et rum,« forklarer servicedirektøren.

I 2012 blev Bornholms Hospital ramt et et giftudspil af svolbrinte, som opstod på grund af et undertryk i kloaksystemet.