Man skal være opmærksom, hvis man for nylig har købt kalkunschnitzler marineret i ristede tomater i Lidl.

København. Hvis aftensmaden en af de kommende dage byder på kalkunbrystschnitzler, bør man kaste et ekstra blik på pakken, de er købt i.

I hvert fald hvis de er købt i Lidl.

Butikskæden tilbagetrækker nemlig et ukendt antal af varen, efter at der i en holdbarhedsanalyse er blevet påvist salmonella.

Det oplyser Lidl Danmark i en pressemeddelelse.

Kalkunschnitzlerne er med en marinade af ristede tomater og har sidste anvendelsesdato 19. juni. Tilbagetrækningen gælder udelukkende kalkunschnitzler med denne holdbarhedsdato.

Hvis man under tilberedningen af kødet ikke formår at gennemstege til en kernetemperatur på minimum 75 grader, eller hvis køkkenhygiejnen ikke overholdes, kan der opstå salmonellainfektion.

Symptomerne kan være diarré, feber og opkast.

Såfremt kødet gennemsteges, og køkkenhygiejne overholdes, er der ingen risiko for sygdom.

Lidl opfordrer sine kunder til at smide kalkunschnitzlerne ud eller returnere dem til den nærmeste butik, hvor man vil kunne få pengene igen - også hvis man ikke kan fremvise en bon.

Lidl har 112 butikker på landsplan.

/ritzau/