Den store supermarkedskæde skruer nu kraftigt ned for plastikforbruget i sine 114 danske butikker.

Det oplyser firmaet i et Facebook-opslag, som vækker udbredt glæde, men også tiltrækker en del skepsis og kritik.

Mange danske kunder mener nemlig, at Lidl ikke gør nok for miljøet med deres udspil. Lidl lover at udfase drikkebægre, tallerkener, bestik og vatpinde af plastik i begyndelsen af 2019.

Supermarkedskæden bliver beskudt fra alle sider. Nogle kunder mener nemlig, at Lidl ikke fjerner nok plastik, mens andre mener, at man skal beholde plastik, da det på lang sigt er det bedste for miljøet - hvis folk altså husker at skille sig af med det på den rigtige måde.

'Lidl kunne jo også gå foran ved at sælge frugt og grønt i løs vægt og så bruge papirsposer, man kan komme det i, i stedet for plastiposer,' skriver en kunde eksempelvis til opslaget.

Vi har forholdt Lidls indkøbsdirektør, Mikko Forsström, kritikken, og han erkender, at det er svært at gøre alle kunder glade.

'I dag sælger vi ca. 30 procent af vores frugt og grønt i løssalg. F.eks. kiwi, meloner, auberginer og kål. Som led i vores plastikstrategi gennemgår vi løbende vores sortiment for at vurdere, hvor vi kan fjerne unødvendig emballage - dette gælder selvfølgelig også frugt og grøntsager. Hertil arbejder vi desuden på, at alle nuværende frugt og grønt-poser erstattes af mere miljørigtige alternativer senest i 2022,' skriver han i en e-mail til B.T.

Indkøbsdirektøren for Lidl, Mikko Forsström. (PR-foto)
Indkøbsdirektøren for Lidl, Mikko Forsström. (PR-foto)
Vis mere

Han understreger, at Lidl går langt for at begrænse plastikforbruget.

'Vi anerkender vores medansvar i samfundet, og vi arbejder gennem vores fokus på bæredygtige og genanvendelige materialer målrettet mod at udvikle alternative og ressourcebevidste løsninger på disse områder. Dette betyder blandt andet, at vi som mål for 2025 har valgt at udskifte 100 procent af plastikemballagen i eget sortiment med mere miljørigtige og genanvendelige materialer, samt at vi som dagligvarekæde skal mindske vores overordnede plastikforbrug med minimum 20 procent.' skriver Mikko Forsström.

Han er klar over, at eksempelvis papir ikke er nogen mirakelløsning, da man fælder træer for at producere det. Alligevel er det Lidls klare overbevisning, at det er en mere bæredygtig løsning end plastik.

'Med den stigende problematik, vi ser med plastik i havene og på landjorden, mener vi, at vi har et ansvar for at finde et nedbrydeligt alternativ. Det er klart, at produkter af papir også har et miljøaftryk, når de produceres, ligesom de tilsvarende produkter af plastik har. Alternativer af papir er dog nedbrydeligt i naturen. Hertil opfordrer vi kunderne til altid at genbruge deres indkøbsposer, så de ikke ender i naturen,' skriver han.

'Yderligere er vores papirspose FSC certificeret. I en FSC-certificeret skov bliver der kun fældet den mængde træer, som skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC-certificeringen en sikkerhed for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er uddannede og får ordentligt løn og sikkerhedsudstyr,' lyder det fra Lidl-direktøren.