I Danmark og i udlandet meldes om stadig flere alvorlige leverskader på grund af naturlægemidler og kosttilskud. Leverlæger minder nu om, at 'naturlig' ikke er lig med 'uskadelig'.

Det er russisk roulette med leveren at tage naturmedicin og kosttilskud, advarer danske leverlæger, der i dag udgiver en artikel i Ugeskrift for Læger med en liste over 40 naturprodukter, som mistænkes for at kunne give leverskader. - Vi vil opfordre lægerne til at være opmærksomme på disse produkter, fordi de kan have alvorlige bivirkninger, og mange patienter fortæller ikke selv om naturmedicin og kosttilskud, fordi de oplever det som sundt og naturligt, siger Claire Jacobsen, læge ved Medicinsk Afdeling på Køge Sygehus, der sammen med to kollegaer har gennemgået faglitteraturen efter tilfælde af leverskader i sammenhæng med naturprodukter. Stadig flere af danskerne tager naturlægemidler eller kosttilskud. Rundspørger viser, at omkring halvdelen af os bruger dem dagligt. Der er 103 godkendte naturlægemidler i Danmark og 1.700 kosttilskud. Men mange går på nettet for at købe bl.a. slankemidler, fordi mulighederne er langt større – herunder også muligheden for at pådrage sig en akut leverskade. På listen over de 40 potentielt levergiftige naturmidler er også produkter som loppefrøskaller, mynte og baldrian, som tages af rigtig mange mennesker. - Det er vanskeligt at sige med sikkerhed, om skaden er sket på grund af planteindholdet, eller fordi produktet er forurenet med tungmetaller eller giftige planter. Der kan også være tilsat medicin, som ikke er deklareret på pakken, siger Claire Jacobsen, som desuden understreger, at der er tale om sjældne bivirkninger. Hun vil ikke opfordre folk til helt at lade være med at tage naturprodukterne men blot have det med i sine overvejelser, at man sjældent får virkning uden bivirkning. En ung mand fra Sjælland måtte for nylig sande, at naturprodukter kan give en falsk fornemmelse af sikkerhed. - Jeg har i nogle år drukket to-tre liter stærk grøn te om dagen. Jeg følte, at jeg gjorde noget godt for mig selv, så jeg mistænkte overhovedet ikke teen, da jeg begyndt at få det dårligt i efteråret, siger T på 28 år, der ikke vil have sit navn frem. T går højt op i at styrketræne og leve sundt, men pludselig blev han med egne ord 'skrøbelig' og lå syg med høj feber flere gange om måneden. I marts gik han til lægen efter en særligt slem omgang feber og blev samme aften indlagt med forhøjede levertal og mistanke om paracetamolforgiftning. T nåede at høre lægerne tale om risiko for ubodelig leverskade og mulig transplantation, men efter fire dage kunne han tage hjem. Stadig skrøbelig, men ude af krisen. - Det første, jeg gjorde, var at sætte vand over til en kande stærk grøn te, siger T, og snart var hans levertal atter forhøjede. Så faldt 10-øren. - Jeg havde faktisk læst om forgiftning med grøn te, men ikke rigtig troet på det. Det føltes jo så sundt og naturligt, men nu har jeg lært, at alt kan overdrives, siger T, som stadig er sygemeldt og vil være et halvt år om at få en rask lever igen. Og det endda kun takket være sin glimrende fysik og sunde kost. Alkohol rører han ikke.