En dansk kvinde har doneret svimlende 21 millioner kroner til Sos Børnebyerne. Det er en rekordstor sum - i hvert fald for organisationen - der normalt modtager omkring 17 millioner i donationer. Det skriver Helsingør Dagblad. 

Den gavmilde kvinde, Annie Lillian Mathiesen, døde tilbage i 2012 i en alder af 78 år. Hun boede til sin død i et almindeligt hus i Espergærde, nord for København. Trods de mange millioner bar hendes hus ikke præg af, at der boede en dame ville efterlade sig en millionstor arv til pårørende og SOS børnebyerne.

- Der var hul i sofaen, men i stedet for at købe en ny dækkede hun hullet med et plaid. Hun kørte i en gammel Mazda og havde ikke fladskærmsfjernsyn, med slog sig til tåls med et gammeldags billedrørs-tv, fortæller Annie Lillian Mathiesens advokat, Birgitte B. Andersen til Helsingør Dagblad.



De mange penge, som enken efterlod sig, stammede fra et salg af en villa i Rungsted og en række lejligheder i København. At det netop blev Sos Børnebyen, der modtager de 21 millioner, er der en helt særlig, royal årsag til.

- Annie Lillian Mathiesen var overbevist om, at siden hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte er protektor for organisationen, så ville pengene blive brugt ordentligt, fortæller Birgitte Andersen til Helsingør Dagblad.

Annie Lillian Mathiesen havde igennem hele sit rejst i store dele af verden. Senest i det kriseramte Grækenland, hvor de mange sultne, fattige børn gik lige i hjertet på den nu afdøde Annie Lillian Mathiesen.