Keld og Hilda Heick var tirsdag aften på Rigshospitalet for at besøge deres svigersøn Jesper Vollmer, der er gift med Annette Heick.

Jesper Vollmer brækkede nakken ved en badeulykke i Thailand for 14 dage siden. Tirsdag kom han hjem til Danmark.

»Han har det forbavsende godt. Vi har set ham i dag, og vi er fulde af glæde og taknemmelighed over, at han ser ud til at have det rigtig godt. Der er ingen tvivl om, at han nok skal blive sig selv igen,« siger en tydeligt glad og lettet Hilda Heick.

»Han kan bevæge sine arme og fødder, og han kan give knus, så det er helt fantastisk. På de 14 dage, der er gået, er han kommet meget langt. Så det er en meget glad familie, der lige har besøgt ham. Vi er meget glade og meget lettede. Lægerne og sygeplejerskerne, som har taget sig af ham i Thailand, har været meget dygtige og kompetente,« fortæller Hilda Heick.

Keld og Hilda Heick havde børnebørnene Eliot og Storm med på Rigshospitalet. Børnene bor i denne periode hos mormor og morfar, der er naboer til Annette Heick og Jesper Vollmer.

Annette Heick har travlt med at forberede forstillingen ’My Fair Lady’ i Aarhus og var ikke med på Rigshospitalet.

»Det er lidt hårdt for familien, at hun skal være i Aarhus. Børnene bor hos os, og når vi skal på job, kommer farmoren og hjælper til. Det betyder, at børnene ikke lider det afsavn, de ellers ville gøre, for de er jo næsten hjemme ved deres egne ting. I deres egne omgivelser og kommer i skole hver dag. Så hverdagen for dem bliver mere normal, selvom mor og far ikke er hjemme,« forklarer hun.

Ifølge Hilda Heick var lægerne på Rigshospitalet også positive over for den behandling Jesper Vollmer har modtaget i Thailand. Men endnu ved familien ikke, hvor længe han skal være på Rigshospitalet.