Budgettet hænger fortsat sammen for den kommende letbane i hovedstadsområdet.

København. Den 28 kilometer lange letbane, der skal forbinde kommunerne langs motorvejsring 3 i hovedstadsområdet, er kommet tættere på at blive en realitet.

Hovedstadens Letbane har efter en udbudsrunde udpeget sine foretrukne underleverandører til både anlægs- og driftsarbejdet.

Og som det ser ud nu, holder budgetterne. Godt nok er anlægsarbejderne blevet en smule dyrere end forventet, men til gengæld kan der spares på finansieringen.

Samtidig er der fortsat en reserve på 30 procent af overslaget. Derfor er der en ekstra buffer at gøre godt med.

- Vi har haft en meget konstruktiv dialog med tilbudsgiverne, og vi har opnået fornuftige priser.

- Vores udbudsstrategi om at udbyde strækningen i en række mindre pakker har bevirket, at flere selskaber har haft lyst og mulighed for at være med, og vi ser frem til den videre proces, siger Henrik Plougmann Olsen, der er administrerende direktør i Hovedstadens Letbane.

Først når ejerkredsen har godkendt resultatet af udbudsrunden, kan anlægsarbejdet gå i gang.

Ejerne er staten, Region Hovedstaden og de 11 kommuner, der bliver naboer til letbanen.

Tre danske selskaber skal stå for anlægsarbejderne. Det drejer sig om MJ Eriksson, Per Aarsleff og CG Jensen.

Et konsortium med Siemens i spidsen skal stå for transportsystemet, og Metro Service skal stå for driften og vedligeholdelsen de første 15 år.

Det forventes, at letbanen vil blive benyttet af mellem 13 og 14 millioner passagerer årligt.

/ritzau/