Lene Willumsgaard har delt en rørende efterlysning på Facebook, efter indbrudstyve i weekenden stjal en ekstern harddisk med stor affektionsværdi.

Søndag eftermiddag skulle have været en dejlig afslutning på en hyggelig weekend for Lene Willumsgaard og hendes tre børn efter en kort weekendtur i sommerhus. Men hyggen blev hurtigt spoleret, for da familien kom hjem, havde ubudne gæster gennemrodet huset i Herning-forstaden Gjellerup.

»Det er selvfølgelig rigtig ubehageligt at komme hjem og finde ud af, at fremmede har været i ens hus og gennemrodet det hele, at der er stjålet en masse forskellige effekter og smykker, men det, der for alvor slår mig omkuld, er det faktum, at jeg ikke kan finde den eksterne harddisk, hvor jeg har alle billederne af mine tre børn og min afdøde mand, Anders,« fortæller Lene Willumsgaard til BT.

Hendes mand, Anders Wiisbye, døde som 47-årig i 2014 efter bare 43 dages kamp mod en aggressiv hjernetumor.

Ekstern harddisk var back up

Derfor har billederne på den eksterne harddisk selvsagt stor affektionsværdi for familien, især fordi Lene Willumsgaards tre børn kun var fem, otte og 14 år, da Anders Wiisbye gik bort.

»Jeg havde billederne på en computer, og havde taget back up af billederne på harddisken, hvis der nu skulle ske noget med computeren, men nu er både computer og harddisk væk,« siger Lene Willumsgaard frustreret.

Hun er tydelig rørt, da hun taler om betydningen af indholdet på den eksterne harddisk.

»Affektionsværdien af de billeder er enorm stor. Jeg kan ikke tage nye billeder af min mand, og mine børn var så små, da han døde, så især for de yngste af dem er de billeder nogle af de bedste minder, vi har af Anders. Det er ofte lettere at forklare dem tingene, når man sidder med billederne,« fortæller Lene Willumsgaard.

På harddisken er også en lille videooptagelse af Anders Wiisbye på hospice få dage før hans død.

»Min ældste søn, Emil, er 12 år i dag, og han kan jo stadig levende huske Anders, vi snakker jo regelmæssigt om far, men det er bare noget andet at have et billede eller video at snakke ud fra. Hvis jeg f.eks. spørger ’kan du ikke huske, at vi gjorde det eller det, eller far sagde sådan og sådan’, så er billederne enormt gode at støtte sig op af. Det gør minderne mere levende,« siger Lene Willumsgaard.

Håber at få den igen

I håb om at få familiens røde, eksterne harddisk igen, valgte Lene Willumsgaard at efterlyse den i et opslag på Facebook, der siden er blevet delt mere end 2200 gange.

»Jeg er ikke pjattet med at udstille mit liv på de sociale medier, og havde egentlig ikke lyst til at lave det opslag, men det vil betyde så meget at få den harddisk tilbage, så jeg synes det er et forsøg værd. Jeg har hørt om en kvinde, der har gjort noget lignende, og hendes harddisk blev sendt til hende med posten. Jeg håber da på, at noget lignende kunne ske for os,« siger hun til BT.

»Folk har været utrolig søde til at dele mit opslag, og nu håber jeg den når endnu videre ud. Jeg håber lidt naivt, at den pludselig lå i postkassen eller i en plasticpose foran hoveddøren. At mit nødråb når ud til nogen, der har en kontaktflade til dem, der har været i mit hus, og som kan fortælle dem, hvor meget det vil betyde for os at få den harddisk tilbage,« siger Lene Willumsgaard.

Se Lenes fulde opslag herunder: