Vicepolitiinspektør vidste ikke, at boligselskabet Lejerbo den 19. august kontaktede politiet i en mail i sagen om den famøse 'chikanefamilie' fra Helsingør.

Politiet mener ikke, at Boligselskabet Lejerbo på noget tidspunkt har kontaktet politiet om problemerne med "chikanefamilien" på Belvederevej i Helsingør før sagen begyndte at køre i medierne, men det er ikke korrekt.

Den 19. august sendte Steffen Boel Jørgensen, forretningsfører for Lejerbo København og Nordsjælland, en mail til politidirektøren for Nordsjælland på mailadressen nsj@politi.dk. I mailen beder Steffen Boel Jørgensen politiet om at beskytte de øvrige beboere i afdelingen mod den problematiske familie, som er blevet sagt op. I mailen står der blandt andet:

'Jeg skal derfor indtrængende anmode om, at politiet anvender alle til rådighed stående midler til her og nu at beskytte de øvrige beboere i afdelingen. Beboerne er villige til i nødvendigt omfang at vidne, men er indtil videre af politiet blevet bedt om at holde sig inden døre. Det er i længden selvfølgelig uacceptabelt - det er vel ikke de retskafne, der skal spærres inde?'.

Men mailen er tilsyneladende enten ikke nået frem til modtagere, eller også er den bare ikke blevet læst.

For ifølge vicepolitiinspektør Freddy Bech Jensen har Lejerbo aldrig rettet henvendelse til politiet omkring familien.

- Men vi vil jo meget gerne være med til at løse denne type problemer, og derfor har vi også en forebyggende enhed, der kan rykke ud i den slags tilfælde. Men lige i denne sag, har boligselskabet ikke kontaktet politiet, før sagen var i medierne, forklarer vicepolitiinspektør Freddy Bech Jensen.

- Jeg synes, det er meget mystisk. Jeg kan ikke lade være med at undre mig, siger Steffen Boel Jørgensen.

I mailen til Nordsjællands Politi var der vedhæftet en henvendelse om sagen, som Lejerbo havde sendt samme dag til kommunen.

Lokalpolitiet i Helsingør kender dog til nabokonflikterne på Belvederevej. Ni gange er betjente har rykket ud til stridigheder, hvor familien har været indblandet.

/ritzau/