Den populære forlystelsespark Legoland er lagt for had på grund af et system, der lader de rigeste børn komme forrest i køen. Det har popstjernen Gulddreng nu lavet sjov med.

Legoland er i dag under beskydning, fordi parken opererer med et køsystem, der lader børn komme forrest i køen, hvis forældrene betaler 599 kroner oven i indgangsbilletten.

»Flot Legoland, tror sgu jeg tager i et vandland i stedet, bare fordi jeg af princip synes, det er forkasteligt, at man kan betale sig til en bedre behandling. Det vil jeg ikke være med til at støtte,« skriver Peter Rasmusssen eksempelvis på Legolands Facebook-side.

Men Gulddreng, der går under det borgerlige navn Malte Ebert og står bag landeplager som ‘Model’ og ‘Se mig nu,’ hvori han blærer sig med at leve et ekstravagant liv, har benyttet virakken til at komme med en flabet og humoristisk kommentar.

»Jeg har snydt foran i køen hele mit liv  Og nu kan jeg også gøre det i Legoland  Skulle der være nogen som ikke har råd til at betale 599kroner, kender jeg en, som er meget gavmild. Det er mig,« skriver han i en kommentartråd til en artikel på Politikens Facebook-side.

Pressekontakt hos Legoland Julie Sloth Bluminsaat har over for BT forholdt sig til dagens kritik af køsystemet. Ifølge hende er muligheden for, at nogle gæster overhaler andre, ikke noget problem for kunderne i forlystelsesparken.