2016 er tilsyneladende et godt år at være ansat i Lego. For anden gang i år får de ansatte nemlig en ekstra pose penge.

Det går godt for Lego. Faktisk går det så godt, at Lego forleden kunne præsentere endnu et rekordregnskab, der viste et overskud på hele 9,2 milliarder kroner og en omsætning, der er steget med 25 procent.

Det er selvfølgelig kommet de stenrige Lego-ejere, familien Kirk Kristiansen til gavn. Familien vurderes nu til at have en formue på omkring 150 milliarder kroner.

Men fremgangen kommer også Lego-koncernens mere end 17.000 ansatte til gavn. Som følge af det gode regnskab får medarbejderne nemlig atter i år en lønbonus, som bliver udbetalt med marts-lønnen.

Og denne gang er den historisk stor. Aldrig tidligere har Lego udbetalt så mange penge som bonus i forbindelse med regnskabet.

Og det kan godt give en pæn sum penge hos nogle. Det oplyser Legos pressechef  Roar Rude Trangbæk til bt.dk

»Jeg kan ikke sige, hvor meget de enkelte får, men alle får minimum fem procent af deres årsløn,« siger han.

For nogle kan det bliver en rigtig god forretning. Tjener man en høj løn, og har man en god bonusordninger, vil der måske rulle rigtig mange penge ind i slutningen af måneden.

»De ansatte er på forskellige bonus-systemer afhængigt af, hvor de arbejder. Og den potentiale bonus kan være helt op til 35 procent. Men om der er nogen, der får udbetalt 35 procent, det kan jeg ikke lige udtale mig om,« siger  Roar Rude Trangbæk.

Årsagen til, at bonussen i år er historisk stor, skyldes dog ikke, at Lego er blevet mere rundhåndet og umiddelbart har valgt at hæve alle medarbejdernes bonusudbetalinger som følge af det nye rekordregnskab.

Ifølge pressechefen skyldes den store lønudbetaling simpelt, at det er kommet flere ansatte i legetøjskoncernen.

»Målt i kroner og ører er det den største bonus nogensinde, og det er det ene og alene af den grund, at vi i 2015 har fået 2000 flere medarbejdere, så derfor bliver kroner og øre udbetalingen også højere,« forklarer han.

Mens Lego med udgangen af 2014 havde 14.762 ansatte, var tallet i slutningen af 2015 på 17.294. Ifølge Roar Rude Trangbæk er antallet af ansatte blevet øget rundt omkring i koncernen grundet øget efterspørgsel på det populære legetøj. Der er også kommet flere ansatte i Billund.

Han man være ansat i Lego i mere end et par måneder, kan man glæde sig  over, at man på anden gang på kun få måneder, får en ekstra sum penge.

Op til jul besluttede familien Kirk Kristiansen nemlig at forgylde alle Legos ansatte med en ekstraordinær julegave. Alle ansatte fik simpelthen en ekstra måneds løn udbetalt sammen med deres almindelige løn i januar.

Roar Rude Trangbæk vil ikke oplyse, hvor meget koncernen samlet udbetaler i årsbonus til sine medarbejder, men han giver et indblik i, hvor meget den ekstra ordinære julegave løb op i.

»Der var tale om et større trecifret millionbeløb,« siger han og tilføjer, at udbetalingen til jul dog var så speciel, at de ansatte ikke skal forvente, at de til jul i 2016 får en lignende gave.

Selv om Lego-ejerne er gavmilde med uddelingen af gaver og bonus til de ansatte, så behøver de næppe at frygte, at det giver et for stort indhug i deres private formuer.

Årets rekordregnskab har nemlig ført til, at Lego-familien ifølge finans.dk vil give sig selv samt Lego-fonden et udbytte på hele syv milliarder kroner, hvilket er 2,5 milliarder mere end, hvad familien fik i 2014.

Lego er for øvrigt ikke den eneste virksomhed, der årligt giver bonusser til deres medarbejdere. Også Ikea er kendt får årligt at give bonusser, der nogle gange svarer til en månedsløn, i de varehuse, der lever op til årets målsætninger.

Den svenske møbelgigants bonusindeling per varehus betød for eksempel, at ansatte i alle danske varehuse på nær ét fik bonus i 2015. Kun i Ikea i Gentofte måtte de ansatte undvære, da varehuset ikke havde levet op til årets mål.