33-årige Agnete Kirk Thinggaard er arving til en milliard-formue, mor til tre og en ambitiøs konkurrence-rytter, der netop er blevet udtaget til OL. Men der er en grund til, at det er Agnete Kirk Thinggaard og ikke hendes berideruddannede mand, der satser på OL.

Siden barnsben har Lego-arvingen Agnete Kirk Thinggaard siddet på en hest. Hun er den yngste datter af Danmarks rigeste mand, Kjeld Kirk Kristiansen, og hesteinteressen er gået i arv fra far til datter.

Derfor er det også en milesten, der blev nået i den hesteglade familie, da Kjeld Kirk Kristiansens 33-årige datter tirsdag blev udtaget til OL for første gang nogensinde.

Men vejen dertil har ikke været ligetil. For selv om Agnete Kirk Thinggaard og hendes familie, der sammen ejer Lego-koncernen, er Danmarks rigeste med en formue ifølge Berlingske Business på over 122 milliarder kroner, hvilket muliggør køb af gode heste samt gode faciliteter til træning, så er der stadig ting i privatlivet, der skal hænge sammen, når man er en børnefamilie.

Og derfor er det også netop Agnete Kirk Thinggaard og ikke hendes mand, Claus Thinggaard, der ligeledes er hesteinteresseret og beriderudannet, der satser på en karriere som international dressurrytter.

Det fortæller Agnete Kirk Thinggaard til BT. Selv om Claus Thinggaard også rider hestene hjemme på parrets store gods Julianelyst nord for Horsens, så går han ikke med en drøm om også at deltage ved OL.

»Det kunne han godt have haft, men vi har valgt, at der kun er en af os, der kan gøre det (konkurrere på højt plan, red.) af gangen, da vi har tre små børn. Så vi har lavet en forventningsafstemning og blevet enige om, at det er mig, der rejser meget og jagter alle de her stævner, udtagelser og kvalifikationer, og så passer han forretningen og børnene derhjemme. Vi har også et stort landbrug. Og så er han mere til rådighed for børnene i de perioder, hvor jeg rejser meget,« fortæller Agnete Kirk Thinggaard.

Agnete Kirk Thinggaard er blevet udtaget til OL. Her ses hun på hesten Jojo Az.
Agnete Kirk Thinggaard er blevet udtaget til OL. Her ses hun på hesten Jojo Az. Foto: BJORN LARSSON ROSVALL/TT
Vis mere

Agnete Kirk Thinggaard og Claus Thinggaard boede i flere år i Aalborg, men i 2010 rykkede de nærmere Lego-arvingens barndomshjem i ’Lego-byen’ Billund. Parret købte godset Julianelyst nord for Horsens, og på det 175 millioner dyre gods er der optimale betingelser for at dyrke ridningen.

Parret har renoveret godset for et kæmpe millionbeløb og blandt andet bygget ny stald med plads til mindst 17 heste. Dog er det ikke deres plan at have helt så mange heste, som Agnete Kirk Thinggaards far, Kjeld Kirk Kristiansen, har. Han har to af Danmarks største stutterier, nemlig dressurhestestutteriet Blue Hors ved Randbøl samt springhestestutteriet Stutteri Ask på Nordfyn.

»Nej, det skal ikke være helt så stort, og vi skal ikke avle så mange heste. Det skal være lidt mindre, og mest handle om min ridekarriere. Og jeg skal have flere heste i arbejde, så jeg hele tiden har nogle nye heste på vej, så man kan være i sporten på højt niveau hele tiden,« forklarer Agnete Kirk Thinggaard.

Claus Thinggaard har foruden sin beriderudannelse også en uddannelse som agrarøkonom, og den er nok til god nytte, når han skal holde styr på det store gods. Ifølge lokalavisen ostbirk-avis.dk råder godset nemlig over hele 245 hektar med planteavl samt 100 hektar skov. Dertil driver man eget natur- og vildtprojekt, hvor man blandt andet opdrætter fasaner. Derudover dyrkes der også juletræer.

Både Agnete Kirk Thinggaard og hendes mand, Claus Thinggaard, har en stor passion for heste. Men parret er blevet enige om, at det er Agnete, der satser på ridekarrieren. Parret ses her med deres tre døtre i Legoland i marts.
Både Agnete Kirk Thinggaard og hendes mand, Claus Thinggaard, har en stor passion for heste. Men parret er blevet enige om, at det er Agnete, der satser på ridekarrieren. Parret ses her med deres tre døtre i Legoland i marts. Foto: Palle Peter Skov
Vis mere

Selv om Claus Thinggaard altså ikke dyrker sin ridning på helt samme niveau som sin kone, så træner han dog stadig nogle af ejendommens heste. Og parret træner ofte sammen. Det har de fortalt i et tidligere interview med Ridehesten.

»Han (Claus Thinggaard, red.) er derhjemme og er også en del af hele vores hestested, men på et andet niveau,« fortæller den kommende OL-rytter til BT.

Hun forklarer, at hun heller ikke benytter sin mand som træner. I stedet bruger hun berideren Mikael Stevn fra Ebeltoft.

Når Agnete Kirk Thinggaard sammen med sin hest Jojo Az om kort tid rejser til OL i Brasilien, så tager hun dog sin mand med som støtte. Derimod må parrets tre døtre, Laura, Mathilde og Edith blive hjemme.

»Min mand skal med for at heppe på mig, mens min mor bliver hjemme og passer børnene. De skal starte i skole, mens jeg er af sted, og Rio er nok heller ikke det bedste sted for børn at være, så det er nok bedst, at de bliver hjemme,« lyder det fra den glade rytter, der har fået en gammel barndomsdrøm opfyldt med sin OL-deltagelse.