Lego-arvingen Anders Kirk Johansens ven fortalte ham ikke, at deres fælles selskab var gået konkurs. Nu er vennen droppet - og smidt ud af arvingens selskaber.

I sidste uge kom det frem, at Anders Kirk Johansen, der er nevø til Danmark rigeste mand - Lego-ejeren Kjeld Kirk Kristiansen - må se frem til et tab på flere millioner kroner. Et af de selskaber, han har investeret i, var nemlig på overraskende vis gået konkurs.

Og det skete, uden han vidste noget om det.

Da ejendomsfirmaet Inter Gruppen kollapsede i forrige uge, fortalte Lego-arvingens ven og nære forretningspartner Michael A. Christensen - der ejer firmaet - ikke noget om, at han havde begæret selskabet konkurs. Det selvom Anders Kirk Johansen ejede 15 procent af aktierne.

I stedet var det avisen Børsen, der nogle dage senere kunne overbringe ham den overraskende nyhed om, at han havde tabt millioner.

»Det er både trist og ærgerligt, hvordan det kan gå så galt for et ellers veldrevet selskab,« skrev han i en mail til avisen.

Har kostet vennen dyrt

Det har nu kostet Michael A. Christensen dyrt. I hvert fald er han nu fjernet fra fem af Anders Kirk Johansens bestyrelser. Det skriver Børsen.

Michael A. Christensen fortalte ellers til avisen i sidste uge, at han havde haft en kortfattet telefonsamtale med Lego-arvingen, men ikke troede, det kunne få konsekvenser for hans bestyrelsesposter.

I en sms til Børsen bekræfter han, at han er udtrådt af de fem bestyrelser, men han kommenterer ikke, hvem der har truffet beslutningen.

At Inter Gruppen i forrige uge indgav en konkursbegæring var især overraskende, da selskabet i det seneste regnskab havde et overskud på over syv millioner kroner og en egenkapital på mere end 22 millioner kroner.

Anders Kirk Johansen har ikke svaret på Børsens henvendelser i sagen.

Lego-arvingen hører til blandt Danmarks allerrigeste, da hans mor - Gunhild Kirk Johansen - er søster til Danmarks rigeste mand, Kjeld Kirk Kristiansen. Søskendeparret arvede sammen familievirksomheden Lego efter deres far, men i 2007 valgte Gunhild Kirk Johansen at lade sin bror købe sig ud af legetøjskoncernen. Det betød, at hun fik en formue på omkring syv milliarder kroner, mens Kjeld Kirk Kristiansen beholdt Lego.

Gunhild Kirk Johansen delte formuen med sine tre sønner, hvoraf Anders er den yngste, og familien Kirk Johansen har siden været blandt Danmarks rigeste familier.

På årets opgørelse over Danmarks rigeste, som Berlingske Business har lavet, er familien landets 12. rigeste med en formue på 7,8 milliarder kroner.