Direktør og køkkenchef på Falsled Kro, Per Hallundbæk, forlader efter ni år jobbet for at åbne ny restaurant.

Falsled Kro skal have ny køkkenchef, efter at kroens nuværende direktør og køkkenchef Per Hallundbæk forlader posten.

»Jeg har ønsket at blive selvstændig, der er opstået et par muligheder, og tiden var det til det nu,« siger Per Hallundbæk.

Randi Schmidt, der har drevet Falsled Kro sammen med Per Hallundbæk de sidste ni år, fortsætter som administrerende direktør. Hun skal videreføre driften sammen med Kasper Tind Hasse, der de sidste fem år har været assisterende køkkenchef for Per Hallundbæk, og som nu bliver konstitueret køkkenchef, oplyser Tue Ramsing, direktør i Løgismose Meyers, der ejer Falsled Kro, til Berlingske.

»Per har været en enorm drivkraft bag kroens gastronomiske udvikling og profilering. Jeg vil på Løgismoses vegne takke ham for en kæmpe indsats og vilje til at gøre en forskel samt ønske det allerbedste for ham og hans fremtidige virke,« siger Tue Ramsing.

Per Hallundbæk fortsætter som køkkenchef på kroen indtil 29. oktober i år.

Ifølge Per Hallundbæk er skiftet helt udramatisk. Han afviser, at det har nogen betydning, at han og Randi Scmidt, der indtil for nyligt har dannet par, er gået fra hinanden.

»Randi Schmidt er måske et endnu større aktiv end mig. Hun er ikke den offentlige person, men det er hende, der har fået tingene til at ske bagved, så jeg kunne koncentrere mig om at lave maden og være frontfigur,« siger Per Hallundbæk.

»Der er intet dramatisk i det her, og jeg skilles også i al fordragelighed med Løgismose Meyers. Det har ikke noget med samarbejdet at gøre. Det er simpelthen bare egne drømme om at blive selvstændig«.

Per Hallundbæk skal nu sammen med to partnere begynde på et projekt i Jernbanegade i Odense, hvor de åbner en restaurant i et lejemål, de overtager fra Jensens Bøfhus. Tidligere lå restauranten Franck A i lokalerne, og det er denne restaurant, Per Hallundbæk og de to partnere nu genopliver.

»Konceptet bliver et sted, hvor vi laver god mad fra bunden med gode råvarer, men det bliver mere et brasserie- eller bistrokoncept. Franck A var også en natklub, og der vil igen om aftenen være en bar med DJ,« siger Per Hallundbæk.