Leasy forlangte 7.000 kr. af blind mor, fordi den knivdræbte søn ikke kunne betale sin computerleje.

For en måned siden blev Jonie Sørensens 38-årige søn Miki dolket ihjel. En rasende jaloux mand berøvede Jonie hendes eneste søn. Men midt i sorgen blander 'Peter' fra Leasy sig. Leasy kræver nemlig over 7.000 kr. af Jonie Sørensen for leje af sønnen Mikis computer, som han nu ikke selv kan betale. Så det skal Jonie Sørensen.

Jonie Sørensen har kun fem pct. af sit syn tilbage og kan kun se ud ad venstre side af øjet i en vinkel på cirka fem til ti grader. Hun kan under ingen omstændigheder bruge en computerskærm. Men hun hænger alligevel på maskinen.

- Jeg har ringet til dem og bedt, om ikke de kunne lade nåde gå for ret. De sagde bare, at det var en trist situation, men de ville ikke gøre noget, siger Jonie Sørensen, som har talt med både menige medarbejdere og chefer i Leasy.

Knivdrabet på den 38-årige Miki Sørensen blev meget omtalt i pressen. Han var hjemme med sin 32-årige kæreste og kærestens seks-årige dreng, da drengens far pludselig dukker op om formiddagen og i jalousi og raseri knivdræber Miki Sørensen.

- Jeg var inde på retsmedicinsk og identificere min søn. Han lå der med knivstik over hele kroppen. Det var så forfærdeligt. Han havde ingenting gjort.

- Jeg kan slet ikke bruge sådan en computer, da jeg ikke kan se. Det er et stort firma. De har vel råd til at glemme den regning, siger Jonie Sørensen.

Kontrakten på computeren løber til 2012. I den periode skal Jonie Sørensen af med 280 kr. om måneden.

Det er mange penge for den 56-årige førtidspensionist.

Jonie Sørensen sidder i saksen, da hendes navn står på lejekontrakten fra Leasy.

Det skyldes udelukkende, at sønnen Miki ikke selv kunne oprette et lån, da han stod i RKI.

Men han betalte hver måned de 280 kr. til Jonie Sørensens konto, computeren stod i hans lejlighed, og Jonie har ikke tidligere betalt en øre til computeren.

Leasy har truet Jonie Sørensen med inkasso, hvis ikke hun betaler.

Efter B.T. gik ind i sagen, ombestemte Leasy sig dog pludselig, og Jonie Sørensen skal slipper alligevel.

- Nu har vi kigget på sagen, og vi har besluttet os for at strege vores tilgodehavende hos Jonie Sørensen. Vi kan godt se det fra hendes side, siger viceadministrerende direktør i Leasy, Peter Schou Jørgensen.

- Normalt gør vi ikke den slags, men her er der helt specielle vilkår, forklarer han.