Den 53-årige danske mand Lars Andersen, der i 30 dage var fanget på et hospital i Kenya, hvor han blev behandlet for et hul i tolvfingertarmen, er mandag aften afgået ved døden. Det oplyser hans familie til bt.dk og på Facebook.

Dødsfaldet sker knap en måned efter, at Lars Andersens to sønner ved hjælp af omfattende indsamlinger, fik transporteret deres far hjem til Danmark med ambulancefly. Siden da har Lars Andersen været indlagt på Rigshospitalets intensiv afdeling, men mandag aften sov han ind.

»Indtil i fredags oplevede vi hver dag små fremskridt, men pludselig gik det stærkt den anden vej. Det er frygteligt,« fortæller Lars Andersens bror Theis Andersen.

I december fortalte bt.dk hvordan, Lars Andersen, der i de sidste seks år har boet og drevet virksomhed i Kenya sammen med sine to sønner Henrik og Morten, i lang tid var indlagt på et hospital i Mombasa, efter der gik hul på hans tolvfingertarm. Hospitalsregningen voksede sig hurtigt stor og familien kunne ikke betale, fordi Lars Andersen ingen forsikring havde.

Læs også:

-  Lars havde ikke så mange penge. Og når han havde lidt, ville han hellere bruge pengene på sine sønner end på forsikringer til sig selv. Det er måske lidt naivt, når man tænker tilbage nu, men Lars har altid forsøgt at gøre det bedste for sine sønner ud fra den situation og de vilkår, han har haft, sagde Lars Andersens nevø Anders Loof i december til bt.dk.

På hospitalet i Kenya blev Lars Andersen først opereret tre gange for hullet på hans tolvfingertarm. Efter de tre operationer fik han konstateret en alvorlig lungeinfektion på grund af den lange periode, han var i respirator og blev derfor lagt i kunstigt koma.

På sidelinjen stod hans to sønner, der begge boede med deres far i Kenya. Samtidig med at deres far var dødeligt syg, kæmpede de for at finde penge til at betale hospitalsregningerne, der løb op i flere hundrede tusinde kroner.

Og de skulle grave mange penge frem, for selv om behandlingen på hospitalet i Mombasa var god, manglede der specialister, som kunne sørge for, at deres far blev rask. Derfor blev de anbefalet at få ham til Danmark. En tur der ville koste en halv million kroner, som de ikke havde.

Familien startede derfor en indsamling på CAREMAKER i håb om at kunne få Lars Andersen tilbage til Danmark og kort før jul lykkedes det. Lars Andersen blev transporteret til Danmark i ambulancefly, men behandlingen på Rigshospitalet var desværre ikke nok til at redde hans liv.

Mandag aften fik han et hjertestop og selv om lægerne forsøgte genoplivning afgik han ved døden. Tilbage står hans to sønner, som stadig befinder sig i Kenya. De er ødelagte over at have mistet deres far og skal oveni sorgen kæmpe med en stor gæld for hospitalsbehandlingen i Kenya og hjemtransporten til Danmark.

Theis Andersen beskriver det som »en forfærdelig situation«.

»De har nærmest ikke sovet siden de fik det at vide. Jeg måtte ringe til dem over skype og fortælle det. De fik et kæmpe chok, fordi de ligesom os andre var fuldstændigt sikre på, at han nok skulle komme sig,« fortæller Theis Andersen.

Familien har ikke overblik over, præcist hvor mange penge de stadig skylder væk. Men det er mange. Omkring 250.000 for hospitalsbehandlingen i Kenya og 200.000 til Falck for hjemtransporten. De samler derfor stadig penge ind til de store hospitalsregninger, så sønnerne Henrik og Morten på 24 og 28 år ikke skal være gældsat resten af livet.