Arvingen til imperiet vil ikke føre virksomheden videre - vil skabe sit eget

Lars Larsens søn Jacob Brunsborg, der er arving til dyneimperiet Jysk, er ikke interesseret i at overtage sin fars firma. Det afslører han i dag i et interview med Børsen.

Dynekongens søn opgiver nu endegyldigt at være en del af den daglige ledelse af Jysk-koncernen. Han har i al stilhed droppet sin direktørpost som varemærkedirektør i Jysk for at koncentrere sig om at være iværksætter.

- Der skal hverken festes eller drikkes gravøl, fordi jeg stopper som brand director i Jysk, siger han og fortsætter:

- Der er ikke nogen, der overtager jobbet, og jeg fortsætter med at gøre de ting, som jeg har gjort de seneste år, bare uden at være en del af driftsorganisationen mere, siger han til Børsen.

Jacob Brunsborg fortæller til Børsen, at han allerede i 2006 traf beslutningen om ikke at følge i sin fars fodspor, da han stoppede som indkøbsdirektør i Jysk. Larsens søn har ellers, siden han var helt ung, været kørt i stilling til daglig leder af Jysk.

40-årige Jacob Brunsborg beholder sin bestyrelsesposter i Jysk-koncernen, men vil hellere fokusere på sine egne forretninger som bl.a. er lavpris-sushikæden Dondon, luksusgolfbilen Garia samt hotel og brasserie Ferdinand i Aarhus. Indtil videre har han dog ikke haft den store succes, og hans firma havde i 2011 et tab på 54 mio. kr.