Dynekongen Lars Larsen er en af Danmarks rigeste med en skønnet formue på godt 28 mia. kr.

Alligevel møder hans kone, Kristine, troligt på arbejde to dage om ugen i en Jysk-forretning i nærheden af parrets hjem i Sejs ved Silkeborg. Selv om hun med sine 67 år med god samvittighed kunne lade sig pensionere, bliver hun ved med at arbejde som butiksassistent i Jysk, som hun har gjort i årevis.

»Hun får ikke sådan lige lov til at gå på pension. Hun har måske fået lov til at gå lidt ned i tid,« gnægger Lars Larsen med et smil.

Dynekongen har ofte understreget, at hans kones arbejde helt ude i frontlinjen af kæmpekoncernes dagligdag, har givet ham meget værdifulde informationer om, hvilke procedurer og systemer, der i praksis virkede og ikke virkede i Jysk.

»Hun er selv stadigt interesseret i at følge lidt med i, hvordan Jysk ser ud helt ude ved kunderne. Jeg mener, at hun nu er nede på to dage om ugen, hvor hun kommer fast i sin sædvanlige forretning. Hun må pænt spørge om fri, hvis vi skal noget andet, men ellers er hun der. Også i dag, hvor vi snakker sammen,« siger Lars Larsen til BT, da BT fanger ham på telefonen.

Selv er han lige fyldt 68 år, mens hustruen er et år yngre.

»Vi er jo sådan set pensionister, men begge to arbejdende pensionister,« griner han.

De senere år har Lars Larsen selv i stigende grad lagt den daglige ledelse af Jysk i hænderne på andre, men som bestyrelsesformand har han stadig fuld kontrol over, hvilken retning hans velvoksne hjertebarn skal bevæge sig i.

»Jeg har ikke 100 pct. pensioneret mig selv, men er med til at beslutte de store linjer. Eksempelvis hvilke lande, vi skal satse på. Jeg sidder ikke så meget nede i bagatellerne mere, men der er alligevel over 40 lande, som man lige skal følge lidt med i. Så jeg keder mig ikke,« understreger den jyske iværksætter.

»Jeg rejser en del, men ellers skal jeg da jævnligt ned her i hovedkontoret i Brabrand og have tømt skrivebordet og have styr på tingene. At få tid til at spille gol kommer lidt i klumper. Nogle gange er der masser af tid, andre gange er der ingen tid. Nu skal vi i slutningen af august lige have afviklet Made in Denmark i Himmerland, hvor jeg skal ud og se, om jeg kan lave noget godt golf sammen med Kronprinsen og Tom Kristensen,« siger Lars Larsen.