Antallet af danskere, der forsøger at begå selvmord med piller, er faldet markant, siden et forbud mod at købe flere end 20 smertestillende piller ad gangen blev indført.

Faldet er især sket, efter at man i 2013 indførte forbud mod at købe flere end 20 smertestillende piller ad gangen. Samtidig skal unge under 18 år have en recept for at købe pillerne på apoteket.

»Man kan ikke længere gå ind fra gaden og købe smertestillende piller i store mængder, som netop har været en metode, som de unge piger brugte,« siger Birgit Elgaard, formand i Bedre Psykiatri.

En anden forklaring på udviklingen er, ifølge Jeppe K. Toft, direktør for Livslinjen, at der er kommet øget fokus på unges selvmord de seneste år, men også at de unge nu kan få rådgivning på net og chat.

»Tidligere havde vi meget svært ved at få fat i de unge. De gad ikke telefonen. Men efter, at vi og andre rådgivere er begyndt at tilbyde rådgivning på sociale medier, net og chats, så bruger de unge os nu på linje med de voksne,« siger han.

Men til trods for, at der er færre selvmordsforsøg, er antallet af selvmord stort set uændret i perioden. I 2013 begik 603 danskere selvmord. 52 af dem var under 29 år.

Birgit Elgaard frygter, at det vil gå ud over det forebyggende arbejde, at regeringen nu vil spare 39 millioner på området.

»Især de unge piger har det rigtigt, rigtigt svært. Derfor er det meget vigtigt, at vi bevarer Livslinjens nat-åbning,« siger hun.

BNB