Der var lagt op til et brag af en fest lørdag den 24. februar, da Australian Bar i Aarhus inviterede til 'speed dating/trafiklys-fest'.

Her kunne man være så heldig at møde sin udkårne blandt et hav af andre singler. Nok ikke så forskelligt fra så mange andre events i nattelivet.

Men markedsføringen af begivenheden på de sociale medier var lidt atypisk.

På et billede, som Australian Bar Aarhus lagde på Facebook lørdag den 24. februar ses en kvinde med en masse cirkler over hendes krop. Nogle er grønne, andre lysegrønne og andre gule. Ved siden ses en signaturforklaring. Grøn betyder 'altid ok' - og over kvindens skridt er der placeret en grøn cirkel.

Med andre ord altså et carte blanche til at begå overgreb mod kvindelige gæster.

'DRENGE, som I alle kan se, så er ALT tilladt i aften', skriver Australian Bar i opslaget.

Foto: Screenshot/Facebook
Vis mere

BT har talt med Nina, der nu bor i København, men som tidligere kom meget på Australian Bar i Aarhus. Hun blev rystet, da hun så opslaget.

»Det værste var den grønne plet. Hvorfor overhovedet lave sådan et opslag,« spørger kvinden, der ikke ønsker at få sit efternavn frem. Det er dog redaktionen bekendt.

»Jeg ville have reageret på samme måde, hvis det var en fyr, der var på opslaget,« tilføjer Nina.

Australian Bar giver medarbejder advarsel

Nattelivs-koncernen REKOM, der står bag Australian Bar og en stribe andre barer, bekræfter over for BT, at opslaget var på Facebook. Dog kun i ganske kort tid.

»Det pågældende Facebook-opslag er lagt op af en helt ny medarbejder i ungdommelig kådhed, og uden at hans nærmeste leder havde godkendt det. Det blev omgående taget ned, da lederen fik kendskab til det efter cirka fem minutter,« skriver virksomhedens juridiske chef Rasmus Frederiksen i en e-mail.

Han oplyser videre, at den pågældende medarbejder har fået en skriftlig advarsel for fadæsen. Vedkommende arbejder således stadig for REKOM.

»Vi vil benytte lejligheden til at indskærpe for alle vores medarbejdere, at vi har nultolerance over for enhver form for diskrimination - også seksuel,« skriver Rasmus Frederiksen.

»Et Facebook-opslag som det, du henviser til, er naturligvis fuldstændig uacceptabelt. Vores medarbejderes fornemste opgave er at sørge for, at alle vores gæster har en god og tryg oplevelse, når de vælger at have en festlig aften hos os. Det gælder naturligvis også vores kvindelige gæster. Denne politik skal alle vores medarbejdere leve op til - og det tager de meget seriøst,« skriver Rasmus Frederiksen.