René Brink Jakobsen, der blev det danske krigsoffer nummer 43 på afghansk jord, vil blive husket for sit overskud og altid åbne sind, lyder det fra soldatens lille hjemby Veng.

I forhaven står et lille indhegnet legehus. På postkassen står der fem navne. Men foran det røde murstenshus vejrer flaget på halv.


I landsbyen Veng nær Skanderborg efterlader den danske jægersoldat René Brink Jakobsen sig en kone og tre børn, efter han onsdag omkom under en mission i Afghanistans Helmand-provins. Det yngste barn, en lille søn, er endnu ikke fyldt et år. I sommer blev han døbt få hundrede meter fra familiens hus i Veng Kirke.

Den 39-årige østjyske oversergent blev erklæret død sent onsdag aften efter at være blevet hårdt såret af en eksplosion under en patrulje i Upper Geresk Valley i Helmand i Afghanistan.

I den østjyske by Veng, der ikke huser meget mere end 30 husstande, har tabet lagt sig som en tung dyne over byen.

- Hvorfor skulle det lige være ham? Så ung og med en sød kone og tre små børn. Det rammer hårdt. Især i sådan en lille by, siger en borger, der ikke kan holde tårerne tilbage, når snakken falder på soldatens efterladte kone Camilla og børnene.

René Brink Jakobsen var grundet sin stilling i Jægerkorpset i lange perioder væk fra hjemmet i Veng, men når han var hjemme, havde han et stort overskud til sine omgivelser, lyder det fra byens beboere.

- Han var sådan en rigtig ildsjæl. Sådan en, der altid var positiv og altid havde overskud til det hele. Utrolig åben og imødekommende, fortæller en nabo.

René Brink Jakobsen var udsendt fra Jægerkorpset i Aalborg og var sammen med soldater fra gruppe Task Force 7 natten til torsdag på en fælles patrulje med afghanske politifolk. Under patruljen blev en sprængladning udløst, og den danske soldats liv stod ikke til at redde, selv om han blev fløjet til felthospitalet i Camp Bastion.