Hjemmesiden Whisky.dk i Sjølund ved Kolding har solgt sin dyreste flaske whisky nogensinde. Ja, faktisk er det den dyreste flaske, som nogensinde er blevet langet over disken i Norden. Det skriver Kolding Ugeavis.

I september 2012 sendte Balvenie årets mest eksklusive whisky på markedet, The Balvenie Fifty. Kun 88 flasker er til salg på verdensplan, heraf én i Skandinavien. Nu er denne ene eksklusive flaske i Norden blevet solgt i Danmark til den nette sum af 230.000 danske kroner.

Det er hjemmesiden og forretningen, Whisky.dk i Sjølund ved Kolding, der står bag salget til en anonym køber.

Henrik Olsen, den ene af indehaverne af Whisky.dk, lægger ikke skjul på, at det er første gang, han langer så dyr og eksklusiv en whisky over disken.

- Det er en stor ære at sælge denne unikke og kostbare flaske, og en oplevelse vi sikkert kun får denne ene gang, forklarer Henrik Olsen.

Køberen, der ønsker at være anonym, har i forvejen en særdeles flot whiskysamling, hvor Balvenie Fifty er kronen på værket. De dyrebare dråber er dog en investering.