En tendens prægede dette års folkemøde: debatten om fake news, politikerlede, dannelse og den demokratiske samtale.
Folkemødet er et gigantisk arrangement, som byder på arrangementer, der stritter i alverdens retninger. Alligevel var der i år en strømning, som skyllede igennem utallige debatter. En alvor knyttet til en vifte af problemstillinger, som er forbundet og kan opsummeres med, at det er en slags demokratisk tillidskrise. Det opløftende var, at konklusionen stort set alle steder var: Nu tager vi os sammen.
Når man taler om alt det, som går galt i dansk politik, så bliver det ofte selvretfærdigt og en øvelse i at pege fingre. Bagudrettet. Ethvert forsøg på at tænke løsningorienteret og lægge spor for fremtiden kuldsejler, fordi kreativiteten mangler, en anklagende pegefinger kommer i vejen, eller fordi en eller anden vil hæve sig over pøblen. Men på Folkemødet i år oplevede man i højere grad politikere, som talte hinanden og deres tillidshverv op.
Politikere, som aflivede myter og viste hinanden respekt. Det er ikke blot fordi, de lørdag aften arm i arm sang politiske kampsange for fuld hals hos BT.
Ser man folkemødet som helhed, så var der en kollektiv refleksion. Og mange konkluderer, at de simpelthen må tage sig lidt mere sammen. Det gjaldt politikere, medier, kommentatorer, journalister og vælgere. Men der var også en refleksion om, at nu er den snak om politikerlede også nok. Snakken har vokset sig større, end problemet er i virkeligheden i et land, hvor der nærmest ikke findes korruption, og hvor alle med en busbillet til Allinge kan gå lige hen til stort set samtlige MFere og fortælle dem et par sandheder.
Dermed ikke sagt, at der ikke skal arbejdes med tingene. Men det bliver der også. De fleste af de etablerede politikere kan faktisk godt lide hinanden og viser det. De unge debattører argumenterer sagligt og sobert for deres synspunkter - renset for polemik og personfnidder. Medierne lover bedre rettelser og mindre fokus på konflikt. Og alle spekulerer over, hvor og hvordan man i fremtiden kommer til at mødes om politik. Bliver det på sociale medier, bliver det i workshops, bliver det i partiforeningerne? Svaret er stadig uklart, men man leder efter det!
Højdepunktet på mit Folkemøde er DM i Debat hos Politiken, hvor flere hundrede mennesker i alle aldre stimler sammen for at se unge debattere. Det er ikke fordi, de siger noget banebrydende nyt. Det smukke er at se nogle rasende modige og dygtige unge, som ikke bare orker debat, men ligefrem går i skarpe træningslejre på tværs af partiskel for at gøre hinanden til de skarpest mulige debattører. De behandler både hinanden og den demokratiske samtale med en seriøsitet og omsorg, som kun kan give håb for fremtiden.
Rigtig mange vil rejse fra Bornholm med håb for fremtiden. Men også med en eftertanke om, at ’nu tager vi os sammen’ og gør det bare lidt bedre, lidt mere seriøst, lidt mere respektfuldt, lidt mere fokuserede på løsninger og indhold. Men der er forskel på, hvordan ferievinen smager i Toscana og hjemme i Grindsted. Og sådan er det også med demokratisk sammenhold. På Bornholm kan man tydeligt mærke et bånd og en alliance mellem folk og politikere, men i København kan det hele nemt få en bismag af fremmedgørelse.
