Tirsdag eftermiddag samler Danmarks Lærerforening (DLF) cirka 2.200 tillidsfolk til møde i Odense, hvor striden med Kommunernes Landsforening (KL) om lærernes arbejdstid skal diskuteres.

»Foreningen står i den mest alvorlige situation nogensinde med udsigt til et forhandlingsresultat, der kan betyde afgørende ændringer for lærernes arbejdsforhold, og som kan underminere lærernes mulighed for at lave god og velforberedt undervisning,« skriver DLF i mødeindkaldelsen.

Mandag formiddag mødtes de stridende parter i Forligsinstitutionen i København. Lykkedes det i løbet af den kommende tid at nå til enighed, afværges den konflikt, der vil sende cirka 50.000 lærere hjem fra arbejde fra 1. april.

Efter første møde hos forligskvinde Mette Christensen var det sparsomt med kommentarer fra de stridende parter.

»Vi kan ikke sige noget om, hvad der sker. Der er regler om, at man har tavshedspligt, når man er i Forligsinstitutionen, det står i loven,« sagde KLs chefforhandler, borgmester Michael Ziegler (K).

Han tror, at tavshedspligten kan sætte skub i villigheden til at finde et kompromis.

»Jeg tror faktisk, at tavshedspligten er gavnlig, fordi det, vi har oplevet hidtil, er, at forhandlingsprocessen er blevet lidt ødelagt af, at der er nogen, der har haft meget travlt med at lække alt, der er blevet skrevet på SMS og andet, til pressen. Og det i sig selv er ikke godt for en proces, for så foregår forhandlingerne jo ikke i en tillidsfuld stemning,« sagde han.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, udtrykte også optimisme mandag.

»Jeg går ikke herind, bare fordi jeg skal. Jeg går herind for at lave en aftale, og det har jeg gjort lige fra starten. Jeg har forhandlet i mange år og ved mange borde, og det er første gang nogensinde, at jeg er i Forligsinstitutionen. Jeg plejer at kunne lave aftaler, og det vil jeg også prøve at gøre denne her gang,« sagde han.

Striden fik mandag forhandlingsfællesskabet KTO, der repræsenterer knap en halv million offentligt ansatte, på banen. KTO skulle på et repræsentantskabsmøde have godkendt det overenskomstforlig, man i midten af februar indgik med KL, men den godkendelse er sendt til hjørnespark på ubestemt tid.

»Vi vil ikke godkende det samlede forlig, før alle er i gang med reelle forhandlinger. Vi konstaterer, at lærerne ikke har været i realitetsforhandlinger, og derfor synes vi, at vi er nødt til at sige: Hov, stop lige en halv,« siger FOA-formand Dennis Kristensen.

Meldingen fra KTO får ikke aftalen mellem KL og KTO til at falde til jorden, men det betyder, at den lønstigning, de offentlige ansatte skal have 1. april, måske udskydes en måned.

»Vi er klar til at godkende aftalen, hvis vi får en melding fra lærerne om, at man er i gang med reelle forhandlinger,« siger Dennis Kristensen og understreger, at KTO ikke blander sig i indholdet af en eventuel aftale mellem DLF og KL.