Selvom Lærerformanden Anders Bondo smilede bredt, efter han fredag formiddag kunne præsentere et forlig i overenskomstforhandlingerne, så er aftalen bestemt ikke faldet i god jord hos lærerne. På sociale medier raser lærere over, at man ikke har sikret en ny arbejdstidsaftale.

’Glad for at se at jeg ikke er den eneste som er MEGA skuffet. Det her er jo rent til grin. Endnu engang bliver vi røvrendt. Denne gang bliver vi spist af med et 3 årigt kommisionsarbejde. Det er lige til at lukke op og skide i.’.

Sådan skriver Gregers Johansen på Danmarks Lærerforenings facebookside, efter det har nået foreningens medlemmer, at den nye forligsaftale ikke rummer en ny arbejdstidsaftale, som ellers var et kritisk krav fra lærerne.

Og Gregers Johansen er bestemt ikke den eneste utilfredse lærer. Det vrimler med kommentarer til aftalen på foreningens hjemmeside – og langt hovedparten er utilfredse. Utilfredsheden går dels på, at man ikke har nået enighed om en arbejdstidsaftale, og dels på, at alle fagforbund ikke stod sammen i den såkaldte ’musketer-ed’, men at kommuner og regioner har indgået forlig, før de statsansattes forhandlinger er færdige.

Særligt den manglende arbejdstidsaftale er en torn i øjet på lærerne. Siden 2013 er lærernes arbejdstid blevet reguleret efter lov 409, og det vil lærerne have lavet om, så arbejdstiden igen kan reguleres gennem overenskomstforhandlingerne, som er normen for de fleste lønmodtagere. Lærerne ønsker igen at få større indflydelse på deres arbejdstid og på, hvor meget tid der skal bruges på undervisning, og hvor meget der skal bruges på forberedelse – og hvor forberedelsen skal foregå henne.

Forliget for de kommunalt ansatte, der dækker 500.000 offentligt ansatte, indeholder ellers blandt andet en lønramme på 8,1 procent. Det betyder, at en sygeplejerske, der før den kommende overenskomstperiode fik en samlet løn inklusiv pension på 38.910 kroner fremover vil stige 3.150 kroner i samlet løn inklusiv pension.

Og Anders Bondo Christensen virkede da også godt tilfreds med resultatet:

»Jeg synes virkelig, at vi står med et resultat, som vi kan være bekendt,« lød det fra lærerformanden, der også er chefforhandler for de kommunalt ansatte, efter forligets indgåelse.

Men før forliget kan blive en realitet, skal Anders Bondo Christensen overbevise sine medlemmer om, at de skal stemme ja til aftalen. Og det ser ikke ud til at blive helt nemt, hvis man skal dømme ud fra de vrede kommentarer på facebook, hvoraf nogle kan ses herunder:

Lærer Pernille Asbøll Kepler udtaler til TV2, at hun heller ikke har tænkt sig at stemme ja til overenskomstaftalen – netop grundet den manglende arbejdstidsaftale.

»Det var en af de knaster, som skulle med. Jeg kan ikke være bekendt at blåstemple en aftale, som ikke giver eleverne den undervisning, de har krav på. De elever, jeg har nu, kan ikke vente tre år,« siger hun med henvisning til den aftale, man har lavet i forliget om en undersøgelseskommission, der inden 2021 skal afdække, hvordan man kan forbedre lærernes muligheder for at skabe kvalitet i undervisningen.

Overfor Ritzau vurderer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, at det bliver svært for Anders Bondo Christensen at få lærerne til at stemme ja grundet de manglende resultater om arbejdstidsaftalen.

»Det er helt åbenlyst, at han får brug for alle talegaver, når han skal ud i landet og overbevise sine medlemmer om, at de skal stemme ja. Der vil være en stor mobilisering af nejstemmer,« siger Henning Jørgensen til Ritzau.