23 færre danskere fik gennemført en nyretransplantation i 2012 end året før. Samtidig er ventelisten vokset, så 465 mennesker nu står på venteliste til en ny nyre. Formand for Transplantationsgruppen opfordrer danskerne til at tage stilling til organdonation, så donorregisteret forhåbentligt kan blive større.

Mangler man et sæt nye lunger, et nyt hjerte eller nye nyrer, skal man vente længere på en transplantation end tidligere . Det viser en opgørelse fra Scandiatransplant, som opgør antallet af transplantationer og antallet af folk på venteliste i Danmark og andre nordiske lande. Det skriver ekstrabladet.dk

Tallene viser, at antallet af gennemførte nyretransplantationer i 2012 var på 214, hvilket er 23 færre end året før. Samtidig er ventelisten til en ny nyre vokset.

Formanden for Transplantationsgruppen Jan Rishave siger til ekstrabladet.dk, at han er ked af udviklingen, og han henviser til, at der er blevet transplanteret færre nyrer fra levende donorer, og at gruppen derfor har måtte gøre et større opsøgende arbejde blandt pårørende og venner for at opfordre dem til at donere deres nyre.

I oktober 2012 viste DR programmet ’Pigen der ikke ville dø’, som handlede om en af lægerne dødsdømt pige, der pludselig vågnede op af en koma, efter familien havde sagt ja til organdonation. Efterfølgende har 2500 danskere tilmeldt sig donorregisteret, hvilket er en stigning sammenlignet med året før. Men det hænger ikke nødvendigvis sammen med antallet af gennemførte transplantationer. Det er nemlig de pårørende, der har det sidste ord, når der skal tages stilling til om transplantationen skal gennemføres.

Jan Rishave opfordrer derfor flere danskere til at tage stilling til og få talt om emnet i familien, så man på forhånd ved, hvordan alle har det med organdonation.