Den hollandske lægeforening ønsker at bruge organer fra personer, der har modtaget aktiv dødshjælp. I Danmark bliver ønsket modtaget med blandede reaktioner.

Hvert år kan der reddes op mod 500 liv i Holland, hvis regeringen giver landets læger lov til at bruge organer fra personer, der har modtaget aktiv dødshjælp. Det vurderer den hollandske lægeforening, skriver Kristeligt Dagblad.

Men i Danmark er man skeptisk over for de hollandske lægers ønske. For hvis man parrer efterspørgslen på organer med muligheden for aktiv dødshjælp, så får man en uheldig alliance, mener professor ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd Thomas Ploug:

»Fordi så har man en åbenbar interesse i, at folk vælger aktiv dødshjælp, og det betyder, at man i samfundet som helhed kan forestille sig, at man skaber et pres for at vælge døden til i nogle bestemte situationer, hvor man ellers ikke ville vælge døden til. Det giver en anderledes kontant baggrund for den bekymring, der altid er omkring, at man lægger pres på mennesker i spørgsmålet om aktiv dødshjælp,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Professor i etik ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen ser derimod ikke nogen risiko for, at organdonation i forbindelse med aktiv dødshjælp vil give anledning til pres. Over for avisen påpeger han blandt andet, at det vil kunne hjælpe hundredvis af både børn og voksne, der ellers venter forgæves på organer.