Læge kommer nu med opråb til danskerne, før de rejser på ferie.

Mange danskere rejser i løbet af de næste måneder mod varmere himmelstrøg. Med rejsen følger ikke kun oplevelser og hyggelige stunder, men også risikoen for at udsætte sig selv for visse sygdomme.

I en splinterny undersøgelse foretaget af YouGov for Danske Lægers Vaccinations Service vurderer hver tredje dansker, at den sygdom, de har størst risiko for at få på rejser, er Hepatitis (leverbetændelse). Alligevel viser undersøgelsen, at 27 procent af danskerne aldrig tænker over vaccination inden rejsen, hvor man blandt andet netop kan blive vaccineret mod Hepatitis A og B.

Det bekymrer læge Mogens Rishøj fra Danske Lægers Vaccinations Service:

'Det er vigtigt, at man tjekker op på smitterisikoen, der hvor man rejser hen og sørger for at blive vaccineret, hvis det er nødvendigt. Hepatitis A, som overføres med inficeret mad og vand bør være en grundvaccination for stort set alle rejsende. Hepatitis B bør man vaccineres mod ved rejser af lidt længere varighed til områder, hvor der er høj forekomst af sygdommen. Hvis man får Hepatitis B er der en risiko for at man bliver bærer af sygdommen og dermed er en smitterisiko for andre. Sygdommen medfører også en risiko for senere udvikling af levercancer. Hepatitis B er en alvorlig sygdom, som nogle lever med resten af deres liv, hvis de først får den. Det er paradoksalt, at så mange danskere tilsyneladende undervurderer faren ved Hepatitis og ikke tænker over at lade sig vaccinere, selv om de er opmærksomme på smitterisikoen,' siger Mogens Rishøj i en pressemeddelelse.

Hepatitis A smiter blandt andet gennem mad og vand, der har været forurenet med afføring. Oftest kan man få sygdommen, hvis man spiser ved et gadekøkken eller på en restaurant, hvor hygiejnen ikke er i orden. Hepatitis B smitter til gengæld primært gennem sex og blod og er 100 gange mere smitsom en HIV. En ud af 10 af danskerne oplyser desuden i undersøgelsen, at de har haft ubeskyttet sex med en ny partner på en ferie.

Det er vigtigt, at danskerne tager smitterisikoen i udlandet alvorligt, siger Mogens Rishøj:

'Når så mange spiser mad fra gadekøkkener, har ubeskyttet sex med nye partnere på ferien eller kan finde på at få lavet tatoveringer eller piercinger i udlandet, udsætter de sig selv for en ret stor smitterisiko. Det er vigtigt, at danskerne i højere grad tager risikoen for at blive smittet med sygdomme alvorligt, når de rejser både for at beskytte sig selv og andre, de kan komme til at smitte med alvorlige sygdomme, når de kommer hjem til Danmark igen. At spise ved gadekøkkener medfører dog ikke altid den store fare, hvis man blot holder sig til at spise mad, som kommer fra en kogende gryde eller fra en pande med fuldt blus. Risikoen er nok højere ved f.eks. at spise på et hotel med en buffet, som har stået i længere tid. Regel nr. 1. Brug din sunde fornuft, inden du propper noget i munden.'