En gigantisk redningsaktion, der udspillede sig tidligere onsdag i farvandet ud for Bornholm, er blevet afblæst. Det meddeler Søværnets Operative Kommando til bt.dk

Redningsaktionen blev igangsat, fordi man på et skib klokken lidt over 10 opdagede, at der manglede en mand om bord.
Herefter blev flere skibe, fly og helikoptere fra både Danmark, Sverige og Tyskland sat til at søge efter manden i et område på 935 kvadrat sømil.

Det viste sig dog, at manden ved en fejl var blevet smækket inde i et af skibets rum.

- Redningsaktionen er afblæst, da manden er fundet. Han var blevet låst inde ved en fejl, siger presseofficer ved Søværnets Operative Kommando, Jesper Rasmussen, til bt.dk.

Han begrunder den store redningsaktion med, at det er standard, at alt sættes ind ved en mulig søulykke.