Problemer med at holde på luft og afføring på grund af fødselsskader er socialt invaliderende, men mange kvinder med skaderne føler ikke at lægerne tager dem alvorligt.

Et ødelagt sexliv og manglende evne til at holde på afføringen. Det er typiske konsekvenser, når kvinder ikke bliver syet ordentligt sammen efter at have fået en alvorlig fødselsskade, hvor mellemkødet springer, og ringmusklen rives over.

Men ofte får kvinderne ikke den rigtige hjælp, når de henvender sig til deres praktiserende læge eller fødestedet, hvis de ikke er blevet syet ordentligt sammen efter fødslen, skriver Søndagsavisen.

- Det er et stort problem for kvinderne, når de ikke føler, at de bliver hørt, siger Karl Møller Bek, der er specialist i at operere fødselsskader på Skejby Sygehus.

Han bakkes op af Lilli Lundby, der er mave-tarm-kirurg på Århus Universitetshospital.

Hun støder ofte på patienter, der har levet med skaderne i årevis.

- Det er meget socialt invaliderende ikke at kunne holde på luften og afføringen, siger hun til Søndagsavisen.

I de Praktiserende Lægers Organisation, PLO, afviser man overfor Søndagsavisen kritikken.

- Det er nemt at skyde på de praktiserende læger, eftersom alt jo pr. definition går igennem os, og hvis noget ikke er perfekt, så er det nok os, der har begået en fejl, siger Lene Agersnap, der er praktiserende læge og repræsentant for organisationen.

Overlæge Karl Møller Bek fra Skejby Sygehus ærgrer sig over, at kvinderne ikke med det samme bliver henvist til en specialist, der kan sy dem ordentligt sammen.

- Det tager fem minutter at lave undersøgelsen, hvor man finder ud af, om lukkemusklen virker. Og gør den ikke det, kan vi sy den sammen. Det er ikke til at holde ud, når det ikke sker, siger han til Søndagsavisen.