En 43-årig dansk kvindelig administrerende direktør har stjålet 130 millioner kroner fra et datterselskab af den internationale flycatering-koncern Gategroup.

En 43-årig dansk kvindelig administrerende direktør har stjålet 130 millioner kroner fra et datterselskab af den internationale flycatering-koncern Gategroup, der blandt andet står bag Gate Gourmet, der leverer det meste af flymaden i lufthavnen i København.

Sådan lyder anklagen fra koncernens schweiziske moderselskab. Det skriver Ekstra Bladet fredag.
 
Den danske topchef blev tidligere på måneden fyret som direktør for - og bestyrelsesmedlem i - for et af selskabets datterselskaber.

Bedrageriet kom i første omgang offentligt frem i forgårs, da moderselskabet Gategroup udsendte en meddelelse i Schweiz om, at revisionen havde afsløret svindel for 22 millioner schweizerfranc (ca. 130 mio. kr.) i et datterselskab.

Da Ekstra Bladet i går kontaktede den koncernchefen i Gategroup, John Bronson valgte han i aftes fra Zürich at udsende en ny meddelelse, som afslører flere detaljer.

- Vores undersøgelse har vist, at der er tale om et enkeltstående tilfælde af tyveri begået af den administrerende direktør i Gate Gourmet Northern Europa (registeret i Danmark, red.), som misbrugte position og myndighed. Den pågældende er nu fyret, hedder det i meddelelsen.

Bronson oplyser, at hovedparten af de 22 millioner schweizerfranc forsvandt før 2010.

Københavns Politi oplyste i går, at man intet kender til sagen.

Efter hvad Ekstra Bladet erfarer, er kvinden endnu ikke meldt til politiet - hverken herhjemme eller i Schweiz.

Ekstra Bladet beskriver fredag, hvordan pengene bl.a. andet er brugt på ekstravagante biler og indretning af en gigantisk luksusvilla på Strandvejen nord for København.