Hvad mener du? Er det over grænsen?


Kunstneren Simone Aaberg Kærn har påført en række danske politikere soldaternes sår for at os til at tænke over konsekvenserne af krig.


Blodet løber ned over Helle Thorning-Schmidts ansigt. Det meste af Mogens Lykketofts hage er sprængt væk. Lars Løkke Rasmussens ene øje er smadret og kommer vist aldrig til at se igen.

Under titlen 'Ramt' har kunstneren Simone Aaberg Kærn tegnet 15 portrætter af stats-, udenrigs- og forsvarsministre, der har været med til at sende danske soldater i krig i nyere tid – og påført portrætterne krigsskader. De blodige værker er en del af udstillingen 'Krig, kunst og Danmark', der bliver vist på Holstebro Museum fra den 23. marts.

krigs skader


- Jeg vil vise, at krig er noget, vi gør os i som nation med både blå og røde regeringer. Det er en praksis, vi har. Ministrene repræsenterer os. Det er en demokratisk beslutning at gå i krig, og i princippet er det er os, danskerne, der sender soldaterne af sted. Jeg forsøger ikke at hænge nogen ud, siger Simone Aaberg Kærn om den opsigtsvækkende portrætserie, som kunstneren har valgt, at ministre skal lægge ansigt til, fordi de er kendte i den brede befolkning. I princippet kunne det lige så godt have været medlemmerne af forsvarsudvalget eller andre repræsentanter fra folkestyret.

Simone Aaberg Kærn har lavet tegningerne på opfordring fra en soldat, der på en udstilling sidste år så en række af hendes billeder af sårede danske soldater. Han mente ikke, at de værker fik folk til at reflektere nok over konsekvenserne ved krig og foreslog derfor, at hun lod nogle andre – og mere markante personer – bære soldaternes sår.

- Soldater bliver hurtigt glemt og gemt væk. Samtidig lever vi i en periode, hvor der bliver rapporteret fra krig på en meget, meget pæn måde. Dækningen er væsentligt mere sober og pæn end eksempelvis dækningen af statsministerens skattesag, og vi ser ikke de blodigste billeder. Jeg har selv været i nærkontakt med et par krige og kan konstatere, at krig ikke er pænt, mener hun.

krigs skader


43-årige Simone Aaberg Kærn har længe beskæftiget sig med krig som kunstner. Hun har lavet performanceflyvningen og dokumentarfilmen 'Smiling in a Warzone', hvor kunstneren, som også er pilot, fløj fra Danmark til Afghanistan for at opfylde en afghansk skolepiges drøm om at flyve et fly. Blandt hendes øvrige værker er portrætserien 'Sisters in the Sky' af kvindelige piloter fra Anden Verdenskrig og det officielle portræt af Anders Fogh Rasmussen fra hans embedsperiode som statsminister. Maleriet skabte enorm debat, da han er portrætteret med et kampfly i baggrunden.

Simone Aaberg Kærn har ikke kontaktet de portrætterede politikere for at få tilladelse til at bruge deres ansigter til kunstprojektet.

- Politikerne har selv valgt at være offentlige personer, så jeg mener, at det er helt legitimt at bruge dem uden at spørge først. Men jeg har orienteret nogle af dem om det, fortæller Simone Aaberg Kærn.

HVAD MENER DU? ER BILLEDERNE OVER GRÆNSEN? DELTAG I DEBATTEN OG AFSTEMNINGEN NEDENFOR ELLER PÅ FACEBOOK HER