Teleselskabet Oister har gennem tiden forsikret mange kunder om, at deres abonnement aldrig vil stige i pris. Men selskabet kom til at love lidt for meget.

Samme pris 'for altid'.

Sådan lød sloganet fra Oister i en længere periode, når selskabet begik sig ud på charmeoffensiv for at kapre kunder på det nådesløse marked for telefoni og mobilt bredbånd.

Men selvom reklameteksten indeholdt et løfte om, at kundernes abonnementer aldrig ville stige, har Oister nu alligevel meddelt kunderne, at de skal betale mere for teleselskabets tjenester.

Det skete forleden, da kunderne fik at vide, at Oister ville gøre deres abonnementer mere simple. Det skulle ske ved at fjerne et administrationsgebyr på syv kroner. Samtidig ville alle abonnementer dog stige med 10 kroner, hvilket giver en prisstigning på tre kroner.

Stigningen har fået mange Oister-kunder på Facebook og Trustpilot til at kritisere selskabet i skarpe vendinger. Blandt andre skriver kunden Brian på Trustpilot, at man skal holde, hvad man lover, også selvom prisstigningen ikke er særlig stor:

'Blev lovet at prisen var for altid - dette var så en lodret løgn af OISTER! Det er vist falsk markedsføring! Det er ikke den vilde prisstigning, vi får i husstanden, men et løfte er et løfte! Troværdigheden må siges at være væk. Kan kun tilslutte mig de andre kommentarer omkring dårlig dækning, man har set gennem fingrene med pga. den lave pris,' skriver Brian på Trustpilot.

Oister har på Facebook forklaret prisstigningen med, at EU har ændret reglerne for brug af data i udlandet - såkaldt roaming. Fra 15. juni har man frit kunne bruge sin mobil i udlandet akkurat som hjemme i Danmark.

EU har nemlig besluttet at teleselskaber ikke længere må lade deres kunder betale for de udgifter, der er forbundet med roaming. Ifølge telepristjek.dk er der dog en såkaldt fair use-grænse. Den betyder, at man maks. må bruge data i EU, som svarer til det dobbelte af prisen på ens mobilabonnement. Dermed må man eksempelvis bruge 4,14 GB data med et abonnement til 119 kroner uden at betale ekstra.

BT har bedt Oister om at forklare, hvorfor selskabet har hævet prisen, selvom mange kunder er blevet garanteret en fast udgift. Det svarer Oisters direktør Jesper Bennike på i en skriftlig kommentar:

'Det er korrekt forstået, at for kunder med ét abonnement hos Oister vil ændringen betyde en prisstigning på 3 kr./md. Kunderne får dog samtidig mere data, der kan bruges i EU. På trods af ændringerne står vi fortsat med et skarpt tilbud i markedet, og kan leve op til ambitionen om at være bedst til prisen,' udtaler Jesper Bennike.

Direktøren erkender imidlertid, at Oister tog munden for fuld, da kunderne blev lovet, at prisen var 'for altid':

'Vi kan sagtens forstå vores kunders skuffelse og erkender, at vi har lovet for meget, idet vi ikke forudså, at markedsvilkårene ville ændre sig. Det tager vi naturligvis til efterretning i vores fremtidige kommunikation. Men ændrede markedsvilkår gør, at vi ikke længere kan levere det produkt, som vi oprindeligt har lovet. Vi har en ambition om, at vi vil være bedst til prisen, og for at vi kan være det, så er vi nødt til at være meget lean og have en ’one size fits all’ tilgang. Det er en del af præmissen for at være kunde i et lavprisselskab. Og det betyder også, at kunderne fortsat kan regne med, at deres abonnementer er bedst til prisen,' skriver Jesper Bennike til BT.