Burgergiganten McDonalds er for tiden i gang med en stor kampagne for deres seneste burger 'Big Hot Jalepeño', men det kan vise sig at være en muggen affære.

Det var det i hvert fald for en sulten ung mand i Nordjylland. Mathias Nielsen, der til dagligt er tømrer og bor i Skagen, var på en tur til Frederikshavn med en ven. De to besluttede sig for at spise frokost på den McDonalds-restaurant, som ligger i byen.

Noget som Mathias Nielsen fortryder nu.

- Jeg bestilte sådan en 'Big Hot Jalepeño'-burger, og da jeg åbner pakken og ser burgeren, så er der mug på bollen, fortæller Mathias Nielsen.

- Det er selvfølgelig ulækkert. Så jeg går op til kassen og viser dem burgeren. Først så tilbyder de mig en ny burger. Det vil jeg ikke have, så tilbyder de mig et gavekort, det skulle jeg ikke nyde noget af, fortæller Mathias, som sammen med sin ven, der havde købt en 'Big Mac', forlod restauranten med tomme maver.

- Da jeg gik op for at vise dem burgeren, så virkede det som om, det var noget, de var vant til. Som om de havde prøvet det før. Jeg spiser aldrig på McDonalds igen, siger Mathias Nielsen.

Hos McDonalds Danmark er man naturligvis kede af situationen og prøver at finde frem til problemets kerne.

- Vi har bedt alle restauranter om at tjekke den omgang boller, som det drejer sig om. Vi er i gang med at undersøge det nu, og vi kontakter alle leverandører, for at finde ud af, hvor fejlen er sket, fortæller kommunikations direktør hos McDonalds Danmark Sara Helweg-Larsen.

Hun beklager, at Mathias Nielsen har fået en bolle med mug på, men garanterer, at det sjældent sker.

- Vi serverer 160.000 måltider hver dag, og vi lever af tilfredse gæster, så vi vender naturligvis hver en sten. Jeg vil naturligvis gerne give Mathias en undskyldning, og jeg håber han har henvendt sig i restauranten med den dårlige burger, fortæller Sara Helweg-Larsen.

Hun fortæller videre, at kunder, der har en dårlig madoplevelse på en af landets mange McDonalds restauranter, altid er velkomne til at få byttet deres mad.