Din pude og dyne kan meget vel flyde med husstøvmider i denne iskolde vinter. Nationale kummefrysertemperaturer får færre til at lufte ud.

Den iskolde vinter får husstøvmiderne til at krible og krable i stor stil.

En undersøgelse lavet af virksomheden Velux viser, at 76 procent af os ikke lufter godt nok ud.

- Den hårde kulde, som vi oplever nu, gør jo, at man ikke får luftet ud de påkrævede tre gange om dagen. Det er det, der skal til for, at luftfugtigheden sænkes og for at holde husstøvmiderne nede, siger rådgivningschef fra Astma-Allergi Danmark, Betina Hjort, til samvirke.dk.

Hun råder folk til at holde sig til reglerne om regelmæssig udluftning, rengøring og vask af sengetøj - uanset dårlig klimasamvittighed og trends.

På listen over de mest udbredte former for allergi i Danmark er husstøvmideallergi kun overgået af pollenallergi.

/ritzau/