Kronprins Frederik indviede i går Røde Kors’ Frivillighus, der er blevet til med økonomisk støtte fra A.P. Møller Fonden, som har doneret 31 mio. kr.

Meningen med huset er, at det skal blive et kraftcenter for frivilligt arbejde, hvor de frivillige kan udveksle idéer med hinanden om, hvordan man kan hjælpe mennesker i nød.

Røde Kors' frivillighus blev åbnet på fornem vis, da Kronprins Frederik og frivillig Jonna Møllemand knyttede to hæklede bånd sammen i en sløjfe.
Røde Kors' frivillighus blev åbnet på fornem vis, da Kronprins Frederik og frivillig Jonna Møllemand knyttede to hæklede bånd sammen i en sløjfe. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ved indvielsen sagde Kronprins Frederik, at han følte sig som en Røde Kors’er.

»Det er jeg med stor ære og glæde,« sagde han, da han sammen med en frivillig, Jonna Møllemand, officielt indviede det nye frivillighus.

Det var nørklere fra Røde Kors-afdelingen i Sæby, der havde hæklet båndene, som Kronprinsen og Jonna Møllemand brugte til at markere åbningen med.

Efter den officielle indvielse blev Kronprinsen vist rundt i huset og så blandt andet "Oplevelsen".  Det er en udstilling og et oplevelsesrum, der skal give indblik i Røde Kors' arbejde.
Efter den officielle indvielse blev Kronprinsen vist rundt i huset og så blandt andet "Oplevelsen".  Det er en udstilling og et oplevelsesrum, der skal give indblik i Røde Kors' arbejde. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Kronprinsen blev vist rundt i huset og prøvede bl.a. nogle virtuelle briller, hvor han oplevede, hvordan det var at gå i flygtningenes fodspor gennem Europa.

Frivillighuset har i praksis allerede fungeret i et år, mens den endelige overbygning på taget, som er formet som atrium-trapper, er blevet færdiggjort.

H.K.H. Kronprinsen forlader det nye Røde Kors frivillighus på Blegdamsvej i København, torsdag d. 30. november 2017, ledsaget af blandt andre præsident for Røde Kors i Danmark Sven Bak-Jensen og generalsekretær Anders Ladekarl.
H.K.H. Kronprinsen forlader det nye Røde Kors frivillighus på Blegdamsvej i København, torsdag d. 30. november 2017, ledsaget af blandt andre præsident for Røde Kors i Danmark Sven Bak-Jensen og generalsekretær Anders Ladekarl. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Huset har allerede vist sin værdi som samlingspunkt og sted for inspiration for det frivillige arbejde, fortalte generalsekretær Anders Ladekarl i sin tale.

»Huset er blevet det, vi alle har drømt om. Et kraftcenter for udvikling af frivillighed. Det inviterer til engagement og til deltagelse. Der er højt til loftet; det vil løfte Røde Kors,« sagde Anders Ladekarl.

Det nyindviede frivillighus ligger på Blegdamsvej i København foran Landskontoret og er på 720 kvadratmeter. Byggeriet blev igangsat i 2015.