Mens cykelrytterne i Tour de France kæmper sig igennem de sidste etaper, sidder tusindvis af danskere og følger med på skærmen.

Men vi vil også selv op på jernhesten. Danskerne bruger flere og flere penge på cykler og udstyr til de tohjulede køretøjer, viser en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv baseret på data fra Danmarks Statistik.

Fra 2008 til og med 2015 har der været en vækst på 45 procent i danskernes forbrug af cykler, viser opgørelsen. Det svarer i kroner og øre til en stigning fra 719 kroner om året til 1.045. kroner.

I samme periode er de generelle forbrugerpriser steget med 11 procent.

»Ud fra vores tal kan vi se, at cykelhandler-området har oplevet vækst i en periode, hvor dansk detailhandel ellers er gået tilbage eller har haft ret lave vækstrater. Vi tror, at det hænger sammen med vores cykelkultur i Danmark,« siger Tine Marie Andersen, der er politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Også forhandlerne mærker tendensen. Mens den samlede omsætning i detailhandlen er faldet med 0,7 procent fra 2009 til og med 2016, så er omsætningen steget med 8,5 procent hos cykelforhandlerne.

Brian Kejlstrup, der ejer to cykelforretninger under kæden Fri BikeShop, bekræfter udviklingen.

»Vi har en pæn fremgang i omsætningen. Det, vi kan se, er, at folk køber lidt dyrere cykler, når der generelt er gang i økonomien, men antallet af solgte cykler er nogenlunde stabilt,« siger Brian Kejlstrup.

Mountain-bikes og elcykler hitter

Han oplyser, at salget især er steget inden for to områder: Mountain-bikes og elcykler.

»Børn helt ned til 8-9-års-alderen kører på mountainbikes sammen med deres forældre, og der bliver lavet mange nye ruter i skovene. Inden for elcykel-området har vi også set en markant stigning. Producenterne er begyndt at lave lækre modeller, og vi ser, at der kommer en del pendlere, der tager el-cyklen til og fra arbejde,« siger Brian Kejlstrup.

Selv om udviklingen i branchen er positiv, peger Dansk Erhverv på, at der i stigende grad kommer konkurrence fra udenlandske online-forhandlere.

»Vi oplever, at udenlandske netbutikker æder sig ind på markedet, og den udvikling kan måske påvirke tallene negativt i de kommende år, fordi de tager markedsandele fra danske cykelhandlere,« siger Tine Marie Andersen.