Efter at BT fortalte om fire mellemøstlige asylansøgeres flugt fra et asylcenter på det sydlige Langeland, pga. chikane og trusler, er problemet vokset. Det fortæller præst Helle Frimann Hansen og flere afasylsøgerne.

- Efter at historien var i BT og efterfølgende på tv, er det blevet endnu sværere end før. Jeg er rigtig bange for, at der skal ske os noget, siger den 32-årige iranske asylansøger og journalist Sadegh Hamzeh.

For få uger siden beskrev BT, hvordan fire unge mænd, som alle er konverteret fra islam til kristendommen, var flygtet fra asylcenter Holmegaard på det sydlige Langeland og nu bor på præstegården i Humble, ligeledes på Sydlangeland.
 
Det var fordi, trusler mod dem selv og familien i hjemlandet samt chikane, bl.a. i form af høj banken på døre, skraldespande der blev tømt uden for værelser, og stole for døren, gjorde livet til et mareridt.

- Jeg flygtede til Danmark, fordi jeg altid var bange i mit hjemland. Men nu er jeg også altid bange her. Jeg tør slet ikke komme på asylcenteret længere, siger Sadegh Hamzeh, der fortæller, at hans kone blev fængslet i tre dage i hjemlandet, efter at historien om de fire mænd nåede Iran.

Han fortæller, at folk på asylcenteret er truende over for ham. Og sidste gang han var der, blev han direkte truet med tæsk af en beboer.

Også præsten i Humble Sogn Helle Frimann Hansen, der har de fire kristne asylansøgere boende, mener, at problemet er blevet større:

- Efter sagen kom i medierne, er der kommet mere chikane mod de fire, som bor hos mig. Men vi er klar over, at der ikke er nogen vej tilbage. Vi må gøre det her fuldt ud, også selv om det er hårdt, siger hun. Efterfølgende har hun været til møde med en repræsentant fra Langeland Kommune og Center Holmegaard for at drøfte sagen. Noget hun ser som konstruktivt.

Hos Langeland Kommune mener man, at det kan være vanskeligt at gøre noget ved chikanen.

- Det kan være svært for mig at gøre noget, når jeg kun kender til en konkret episode, som Helle Frimann kan oplyse os om, med de fire mænd. Vi tager det meget seriøst, og ingen skal føle sig truet og have problemer. Men jeg mener ikke, at vi har et generelt problem, siger René Nielsen, direktør for Borger, Børne og Unge i Langeland Kommune