17-årige Kristine Sloth er professionel Youtuber og har droppet skolen for at leve af at lave videoer til sine flere hundrede tusinde følgere.

Mere end 183.000 mennesker abonnerer fast på hendes YouTube-kanal, og 323.000 følger i skrivende stund 17-årige Kristine Sloth på Instagram.

Til sammenligning har Lukas Graham 330.000 følgere på samme medie.

De såkaldte YouTube-stjerners popularitet vokser herhjemme, og lørdag den 24. september hædres de bedste af dem ved awardshowet ’Guldtuben’ i Det Kongelige Teater. Et arrangement, hvor alle billetter i øvrigt blev udsolgt på bare otte minutter.

17-årige Kristine Sloth fra Aalborg er nomineret i flere kategorier, blandt andet hovedkategorien ’Årets Youtuber’. Hun er en af de mest populære YouTube-personligheder herhjemme, og på sin kanal laver hun videoer om alt fra make up til menstruationssmerter til sine følgere, der hovedsageligt er teenagepiger.

I en alder af 14 år begyndte Kristine Sloth at følge et par amerikanske Youtubere, og siden blev hun nysgerrig efter at prøve det af selv. Det var dog ikke alle, der synes lige godt om ideen.

»Folk synes ikke, jeg skulle tro, jeg var noget. Især på min skole synes folk, det var ekstremt mærkeligt. Jeg har altid været en særling og var det også inden det, så det hjalp ikke på populariteten,« fortæller Kristine Sloth, der siden skiftede skole i syvende klasse.

Det skal ikke være fucking perfekt

Kristine Sloth mener selv, at en af årsagerne til hendes store succes er, at intet er tabubelagt eller for personligt på hendes YouTube-kanal. Mange af hendes fans siger, at de kan se sig selv i hende, og Kristine Sloth beskriver også sig selv som sine følgeres ’virtuelle veninde’.

»Bare fordi jeg har 320.000 følgere på Instagram og 183.000 følgere på YouTube, betyder det ikke, at jeg ikke har en dårlig dag, eller at det aldrig regner, der hvor jeg bor. Mange store instagrammere får livet til at se så fucking nemt og perfekt ud, og jeg tror, mange har respekt for, at jeg viser noget andet,« fortæller Kristine Sloth.

Udover den ærlige tone gør hun også meget ud af kun at vise produkter i sine videoer, som hun rent faktisk selv ville bruge.

»Jeg lever af det her, og der skal være en økonomi i det, men jeg tjener hellere nul kroner frem for at lave kampagner, jeg ikke står inde for. Jeg har brugt meget tid på at bygge en tillid op til mine følgere, og det kan ikke betale sig at ødelægge den med dårligt indhold,« forklarer Kristine Sloth.

Videoen herunder er med mere end 465.000 visninger, Kristine Sloths mest sete.

Droppede skolen for YouTube

Siden den spæde start er Kristine Sloths YouTube-univers kun vokset. I dag har hun to managere og en selvstændig virksomhed under sin fars virksomhed, fordi hun er under 18 år. Det er også hendes far, der udbetaler en månedlig løn, der ifølge Kristine selv 'svarer til det, en normal teenager lever for,' og resten af pengene sparer hun op. Præcis hvor meget hun tjener på sin YouTube-karriere, vil hun dog ikke udtale sig om af kontraktmæssige hensyn.

Kristine Sloth lever af at lave YouTube-videoer.
Kristine Sloth lever af at lave YouTube-videoer. Foto: Thorbjørn Mosskov
Vis mere

Efter niende klasse gav Kristine Sloths forældre hende lov til at droppe skolen til fordel for at lave YouTube-videoer på fuld tid, og mens hendes jævnaldrende går til gymnasiefester, svarer Kristine Sloth på mails, klipper videoer og holder møder og foredrag.

Hun græd næsten af lykke, da hendes forældre gav hende lov til at droppe skolen, men alligevel kan det også være ensomt at stå uden for det fællesskab, man får på en uddannelse.

»Jeg oplever mange fede ting, men man kan godt føle sig ensom, for det er en tidlig alder at være selvstændig i, og det er en tidlig alder. Nogle dage ønsker jeg bare, jeg var som alle andre,« siger Kristine Sloth.

'Du er jo ikke tv-vært'

Succesen har haft omkostninger for 17-årige Kristine Sloth, der eksempelvis ikke længere går til private ungdomsfester, fordi hun er træt af, at folk snakker bag hendes ryg.

»Jeg har mistet mange venner, nok i bund og grund på grund af jalousi. Det kan man fornemme, som tiden går. Jeg har mistet folk, jeg har kendt, siden jeg ikke kunne gå,« fortæller Kristine Sloth.

»Mange har ondt i røven,« tilføjer hun.

I stedet har hun nu et stort netværk af venner som også er Youtubere. De forstår nemlig den verden, Kristine Sloth lever i. En verden, som mange andre ikke helt forstår. For selvom YouTube-stjerner som Kristine Sloth har en helt særlig status blandt fans, så er der mange, der ikke forstår det, hun laver.

»Mange mener, at det da ikke kan passe, at jeg ikke går i skole, men bare sidder der foran mit kamera. Folk forstår tit ikke, hvor seriøst det er. Det er ikke så accepteret i Danmark endnu, og voksne rynker panden og siger; 'okay, men du er jo ikke tv-vært',« forklarer Kristine Sloth.

Fjernsyn er snart ikke en ting mere

Selv drømmer hun faktisk om at blive tv-vært, nærmere bestemt talkshow-vært. Men ikke på traditionel vis.

»Min største drøm er at få et talkshow, hvor jeg hiver kendte ud af kontekst og får dem til at lave noget helt andet – lidt som i The Ellen Show.  Det skal selvfølgelig være på YouTube, for fjernsyn er snart ikke en ting mere - folk vil se ting, når de har lyst,« siger Kristine Sloth.