Der er ingen grund til at skamme sig over at være dansker, siger udenrigsminister Kristian Jensen efter hård kritik af regeringens linje i flygtningespørgsmålet

Der er ingen grund til at skamme sig over at være dansker, selv om regeringen kører en hård asylkurs – og der bliver talt dårligt om Danmark i udlandet, lyder det fra udenrigsministeren.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) svarer nu de kritikere fra ind- og udland, der mener at Danmarks ry har lidt et alvorligt knæk i den igangværende flygtninge- og migrationskrise, igen.

Efter bl.a. regeringens avis-annoncer, at flygtninge åbent har sagt, at de ikke vil være i Danmark, og efter at Danmark har afvist at deltage i en fordeling af af de 160.000 flygtninge, som EU-Kommissionen ønsker at placere i medlemslandene, er der nu kritiske øjne på Danmark, så landets renommé er udfordret.

Sådan lyder det fra politikere, virksomheder og udenlandsdanskere som AOL-vicepræsidenten Jimmy Maymann, at der i gårsdagens Berlingske udtalte, der i dag er ’rigtig, rigtig mange, der pludselig kan huske, at jeg er fra Danmark.’

Afviser

Men Kristian Jensen afviser, at han og regeringen har handlet til skade for Danmark. I stedet peger han pilen mod andre:

»Jeg tror i høj grad, at det er et spørgsmål om, at Danmark har en meget åben debat. Det sætter sig også, at nogle meget åbent har artikuleret og meget offensivt har taget afstand fra den nye regering. Det sætter sig også i de internationale medier,« siger Kristian Jensen.

Men de myter og rygter opstår i kølvandet på en skarp debat – også fra dit eget parti, hvor der er flere, som nogle gange siger tingene meget hårdt. Så I bærer vel også en del af ansvaret?

»Jeg elsker en god og ærlig debat. Og folk skal ikke føle ansvar for at have sagt deres mening. Sagen er, at vi har ytringsfrihed og en åben debat. Men jeg er optaget af, at det billede, der tegnes af os ude i verden, er rigtigt.«

Udstyret med fakta

Kristian Jensen tilføjer:

»Derfor er de danske ambassader udstyret med fakta, og derfor er vi i dialog med udenlandske medier for at fortælle dem, hvad der er op og ned i regeringens håndtering af det her (flygtninge- og migrationsstrømmen, red.).«

Hans forgænger på udenrigsministerposten, den radikale Martin Lidegaard, udtalte i går, at han er ’dybt, dybt bekymret for, hvor det her efterlader Danmarks rennommé.’

Men Kristian Jensen står fast:

»Jeg er ikke bange for det danske brand. Jeg er sikker på, at vi bliver set som et tolerant, åbent land, der deltager aktivt i hårde beslutninger og den humanitære hjælp rundt om i verden. Vores brand er afgørende for, om udenlandske virksomheder vil slå sig ned i Danmark, det er afgørende for, at vi kan tiltrække arbejdskraft og turister. Derfor arbejder vi meget intensivt på at imødegå falske historier i pressen,« siger han.

EUs ydre grænser

Men hvilket indtryk gør det på dig, at der bliver sagt sådan?

»Vi var sidste år det land i EU, der tog næstflest syriske flygtninge. I forhold til Syrien er vi det land i forhold til antallet af vores indbyggere, der har givet flest penge til hjælp i nærområderne. Og vi fortsætter med at give rigtig meget hjælp,« siger Kristian Jensen.

Hvad siger det dig, at kun 900 ud af de mere end 5.000, der er kommet til Danmark, har søgt asyl hos os?

»De 5.000 er kommet igennem Tyskland – og der ville de heller ikke være. Mange har familie i Sverige, og derfor vil de videre. Og nogle er også rejst igennem Sverige for at komme til Finland,« siger Kristian Jensen.

Hvor mange tror du, at der kommer?

»Det har jeg ingen anelse om. Jeg håber, at vi meget snart får genetableret EUs ydre grænser, så vi får standset strømmen og skilt flygtninge fra migranter. EU skal hjælpe og tage vare på dem, der er forfulgte og flygtet fra krig, men vi skal ikke åbne for alle andre, der ’bare’ søger et bedre liv,« siger Kristian Jensen, der heller ikke tør give et bud på, hvornår krisen stopper.