Det ændrede Kristian Husteds syn på flygtninge-situationen, da han gik i flygtningenes fodspor fra Tyrkiet til Danmark. For menneskene på flugt lignede ham selv mere, end han nogensinde havde troet

Når Kristian Husted før i tiden så billeder i tv af flygtninge, vidste han ikke helt, hvad han skulle føle.

»Jeg så billeder af gummibåde og desperate mennesker, men følte jeg reelt noget for dem,« undrer han sig.

Kristian Husted er teaterinstruktør og skriver dramatik til danske scener. Men han har netop udgivet bogen ’Vahid’ om sin rejse som flygtning gennem Europa. En rejse, der ændrede hans syn på flygtninge.

Når det gjaldt spørgsmålet om flygtninge og migranter var han tidligere nok mere på linje med Venligboerne end med Dansk Folkeparti. Men han vidste ikke ret meget om emnet. Han var hverken mere eller mindre oplyst end gennemsnittet af den danske befolkning, som han selv siger.

»Vi er så vant til at se dem i medierne, at det nærmest er blevet en normaltilstand. Det er altid de samme billeder af mennesker i hjælpeløse situationer, der er frataget deres værdighed. Jeg havde svært ved at forholde mig til det. De var bare nogle, jeg skulle have ondt af. Men samtidig skammede jeg mig over, at vi accepterer, at mennesker bare drukner og forsvinder.«

En idé var plantet

I sommeren 2015 skulle den i dag 41-årige Kristian Husted til Grækenland for at lave research til et teaterstykke om at leve i gældskrisen.

»En af mine venner sagde, at jeg skulle prøve at rejse gennem Balkan, fordi mange flygtninge var begyndt at tage den rute nordpå fra Grækenland,« husker han.

Kristian Husted er nysgerrig, så han besluttede sig for at følge vennens råd og købte en interrailbillet til toget i stedet for at flyve til Grækenland.

Med interrailbilletten i den ene hånd og sit pas i den anden tog han til Berlin og derfra via Beograd til det sydlige Serbien, hvor han vidste, at der var et checkpoint for flygtninge.

»Her begyndte jeg for første gang at tale med flygtninge på gaden og de frivillige i lejrene. Det var grænseoverskridende, for det føltes nærmest som et overgreb at gå hen til folk og spørge dem. Men jeg spurgte, hvad de lavede dér, og hvordan de var kommet dertil.«

De første mennesker, han mødte, var en flok syriske mænd på en café i grænsebyen Presevo. Det var unge mænd fra en Assad-styret by i Syrien, som ventede på et tog nordpå.

»De var fuldstændig smadrede af træthed og var ikke meget for at svare på mine spørgsmål. De troede, jeg var en journalist, der bare kom for at få en hurtig historie.«

Mændene fortalte, hvordan de var gået fra den nordlige del af Grækenland og havde krydset grænsen til Makedonien i nattens mulm og mørke. De var både trætte og lettede, men fremfor alt var de rigtige mennesker.

»Jeg talte også med en afghansk mand, der stod med sin lille søn i armene.«

Drengen, der var født i en tyrkisk flygtningelejr, havde en rift i ansigtet, fordi hans far – for at undgå grænsepolitiet – havde krydset grænsen gennem en skov.

»Jeg blev bevæget over manden, som stod dér i sin grå skjorte. Han lignede en statsansat fra Kabul, der var flygtet midt i kontortiden.«

Som dig og mig

Kristian Husted talte med mange mennesker undervejs, og langsomt fandt han dét, han ikke havde fundet hjemme i Danmark.

»Jeg fandt den værdighed, jeg ikke havde set i tv. De var mennesker – ikke stakler.«

At flygtningene nok lignede ham selv, og så alligevel slet ikke, stod klart, da Kristian Husted skulle videre.

»Da jeg skulle med toget, blev alle flygtningene på stationen holdt tilbage, men ikke mig. Jeg måtte gerne tage toget, men blev trukket til side af en grænsebetjent, som advarede mig og sagde, at flygtningene havde ebola,« siger Kristian Husted med en hovedrysten.

»Jeg oplevede den forskel, mit rødbedefarvede pas kan gøre. Jeg mærkede forskelsbehandlingen, og hvor kompleks en situation det er. Hvor meget et identitetspapir kan betyde.«

Gennem Makedonien kom Kristian Husted til Athen, og også her mødte han mennesker, som levendegjorde flygtningenes historier for ham.

»Jeg mødte Muhammed, som havde efterladt sin familie i Jordan og nu prøvede at komme til Belgien, hvor han havde en ven. Jeg prøvede en hel dag at hjælpe ham og så tingene gennem hans øjne. Han fortalte, hvordan han havde sovet de seneste ti nætter på noget pap i det fri. Han havde ingen penge, og sammen tog vi ud i en flygtningelejr, hvor vi oplevede chokerende forhold. Han mindede i alder og udseende om mig. Faktisk kunne det præcis lige så godt være mig.«

Det var én af flygtningene, der sagde til Kristian Husted, at hvis han ville vide, hvordan det var at være flygtning, så skulle kan selv prøve at tage turen fra Tyrkiet – med en gummibåd og uden sit pas.

»Han plantede en idé i mig.«

Bræk og lykke

Kristian Husted tog turen til den græske ø Lesbos, for han havde set i medierne, at det var her, en stor del af flygtningene kom i land.

»Så snart jeg ankom, så jeg den første båd. Pludselig var det virkeligt. Det så helt forkert ud, båden lå skævt i vandet som en underlig raket i en tegnefilm. Det illegale lyste ud af den. Det var en stor, sort gummibåd med plads til omkring 40 mennesker, vil jeg tro. Men den var totalt proppet ... Hvor mange var der? 60? 80? Jeg løb ned på stranden og talte med dem, der kom i land. De jublede, græd og brækkede sig. En mand gav mig en bedekrans og sagde tak.«

Flygtningene fra båden skulle gå tværs over øen til byen Mitilini, hvor de skulle registreres. Faktisk skulle de blot have et papir, så de kunne købe billet til en færge til hovedstaden Athen på fastlandet. Kristian Husted fulgtes med flygtningene, og undervejs hørte han flere af deres historier. Om Kabuls farver, om forretninger der var blevet lukket i huj og hast, om familier der var blevet splittet.

Endelig kom de frem til registreringen. Der var to mænd på arbejde, og tusindvis af flygtninge stod i kø.

»Folk var ved at segne af tørst og udmattelse. En mand fortalte mig, at hans gamle far stod inde i midten. Han spurgte, om jeg kunne gøre noget. Det kunne jeg jo ikke. Jeg følte, at jeg burde gøre noget, men samtidig var jeg hjælpeløs.«

På baggrund af sine oplevelser på turen ad Balkanruten har Kristian Husted skrevet romanen ’Vahid’. Vis mere

På egen krop

Ideen om at gå med flygtningene rumsterede igen hos forfatteren.

»Hvordan kunne jeg beskrive deres situation indefra? Jeg lejede en bil, kørte rundt på øen og så lejrene, registreringen og alle de steder, flygtningene kom,« husker Kristian Husted.

Han indlogerede sig på et af øens mange hoteller, men fulgtes også med strømmen af mennesker.

»Folk troede indimellem, at jeg var flygtning, og nogle talte arabisk til mig. Jeg prøvede at gå rundt med en lille rygsæk og min sovepose for at se, om jeg kunne glide ind i mængden. Men skulle jeg bare stille mig i kø med de andre? Eller skulle jeg tage turen i gummibåden fra Tyrkiet? Ville jeg drukne? Eller blive overfaldet? Jeg havde hørt grufulde historier om menneskesmuglerne, og jeg havde hørt om Balkan, som flygtningene var så bange for at krydse. Nu kunne jeg mærke på egen krop, hvor udsat man er som flygtning. Jeg blev så bange. Om aftenen sad jeg på mit hotelværelse og forestillede mig alt dét, der kunne ske med mig.«

Kort efter tog Kristian Husted på posthuset og sendte det meste af sin bagage hjem til Danmark. Tilbage havde han kun sin rygsæk. Dernæst fandt han sammen med en gruppe syrere, som gerne ville have ham med i deres gruppe, og i deres selskab følte han sig ikke så sårbar.

Med sit mørke hår og korte, mørke skæg kan han sagtens gå for at være af sydlig oprindelse, og det kom ham til gode.

»Jeg lignede syrerne mere end f.eks. afghanerne, så jeg stillede mig op i syrerkøen. Men efter en halv time var der èn, der talte til mig på arabisk, og jeg tænkte: ’Det her kan jeg ikke’. Så jeg forlod køen.«

Uendelige køer, der bare blev ved og ved, og lande, der kæmpede om at få lukket deres grænser. Det var nogle af de indtryk Krsitian Husted (eller Vahid) oplevede på sin tur gennem Europa. Privatfoto Vis mere

Vennerne på landevejen

Han opgav projektet og rejste hjem. Men han kunne ikke slippe tanken om at rejse med flygtningene gennem Balkan. Fra sin lejlighed fulgte han i halvanden måned sine syriske venner, som kom længere og længere op gennem Europa.

»På det tidspunkt var der nogen, der fandt 71 døde flygtninge i en kølebil i Østrig, og der var flygtninge på vejene i Europa.«

Kristian Husted måtte af sted igen.

Sammen med en masse danskere, som skulle på charterferie, tog han et fly til Izmir i Tyrkiet.

»Da jeg landede, overvejede jeg at tage en af smuglerbådene, men jeg turde simpelthen ikke.«

I stedet kom han med en færge til Lesbos, som han efterhånden kendte godt fra sit første besøg.

»Færgemanden kan få bøder, hvis han transporterer (illegale, red.) flygtninge, så de måtte tage gummibådene. Endnu en forskel på dem og mig ... Men pludselig stod jeg igen i Morialejren for at lade mig registrere. Jeg havde kun min rygsæk, min sovepose og mit pas, som var gemt på kroppen.«

Selvom han havde lejet et hotelværelse, stod han i kø ligesom de andre. Første dag stod han i køen et helt døgn, inden han gav op. Han oplevede, hvordan alle dem, der ikke havde råd til et hotelværelse, sov, sked og spiste under træerne i en olivenlund ved siden af lejren.

»Det lignede Roskilde Festival, når den er ved at være slut. Vi måtte kæmpe fysisk for at komme ind i lejren. Nogle kom måske aldrig ind. Jeg så teltlejre i udkanten af byen, hvor folk simpelthen strandede, fordi de ikke kunne komme videre. På det tidspunkt kom der hver dag 5.000 flygtninge til Lesbos.«

Et par dage senere fik Kristian Husted sit stempel, og han kunne drage af sted – nu som Vahid fra Iran. Som alle de andre flygtninge tog han færgen til Athen og derfra toget til Makedonien, hvor han igen skulle registreres. Derfra gik turen til Serbien, hvor han skulle registreres. Hver gang var det de samme lange køer. Ungarn havde lukket sine grænser, så flygtningestrømmen måtte gennem Kroatien. Hele tiden var der en risiko for at blive overfaldet eller kidnappet. Hver gang flygtningene satte sig ind i en ny bus, anede de ikke, om de ville komme sikkert frem. Tvivlen rådede konstant.

»Når nogen spurgte, om de skulle køre én til den serbiske grænse, kunne man så stole på dem? Skulle man blive sammen med sin gruppe for sikkerhedens skyld, eller skulle man splitte sig op og tage taxaer for at komme hurtigere frem, når man vidste, at Tyskland snart ville lukke sin grænse? Jeg vidste aldrig, hvem jeg lagde mit liv i hænderne på. Der gik rygter om, at flere lande var ved at lukke grænserne, men jeg – eller Vahid – havde afgivet fingeraftryk i Serbien, og jeg var bange for at blive sendt tilbage dertil.«

Vahid fra Iran

Rejsen fra Lesbos til Danmark tog 10 dage. Hele turen kan man læse om i Kristian Husteds bog ’Vahid’, der udkom i slutningen af januar.

Efter strabadserne på de sydeuropæiske landeveje var der det danske asylsystem at forholde sig til. Kristian Husted faldt ikke ud af rollen som Vahid, selvom han kom hjem til sit eget land.

»Jeg søgte asyl som Vahid og tog til Sandholmlejren for at indgive min asylansøgning. Jeg blev forhørt, registreret og sendt til Auderød Asylcenter.«

Sidenhen kom han til Rødbyhavn, hvor en nedlagt folkeskole var lavet om til et asylcenter. Her blev flygtningene indlogeret, mens de ventede på at komme til samtale med Udlændingestyrelsen. På centeret kom Kristian Husted til at dele tilværelse med en flok mænd fra Mellemøsten.

»Vi boede 200 mænd sammen på skolen. Man havde intet privatliv. Når ham i køjen over én vendte sig, rystede hele køjesengen, og toiletterne var oversvømmet af kloakvand. Det var et stressende sted at være. Nogle troede, jeg var spion fra Udlændingestyrelsen, og indimellem var jeg bange for, at de skulle overfalde mig om natten, for der var ingen til at holde øje med os. Samtidig var de andre bange for, at de ikke ville blive accepteret i Danmark. Jeg kunne mærke deres frygt. Forskellen var, at jeg når som helst kunne træde ud af rollen og gå.«

Han var der i 14 dage, før han gik. Da han igen sad hjemme i sin lejlighed i København, var det med blandende følelser.

»Det var sorgfuldt, for jeg havde lært mange mennesker at kende, og vi havde været så intenst sammen på skolen i Rødbyhavn.«

Kristian Husted ved, at han har fået et mere nuanceret syn på flygtningesagen – han kan både forstå behovet for at hjælpe og ønsket om at stramme op i asylreglerne.

»Jeg har måske fået et dobbeltsyn på det. Når jeg ser billeder i fjernsynet af mennesker, som lige nu venter i Morialejren på Lesbos på ubestemt tid, har jeg en fornemmelse af, at jeg kender dem. Jeg kender ham, der siger: ’Vi er ikke dyr, vi er mennesker’, mens han peger på en plet jord ved siden af sit telt, hvor han skal gå på toilettet, selvom han har en ph.d. i biologi. Men jeg må samtidig indrømme, at jeg, når jeg lå i min køje på skolen i Rødbyhavn, og nogle af de andre mænd røg cigaretter, drak sig fulde og festede hele natten lang, tænkte: ’Hvad skal I her?’ Ikke alle havde lige meget ret til at være på den skole. Jeg véd, at det er konkrete, politiske årsager, der tvinger mennesker ud i uværdige situationer, hvor vi måske ikke længere kan genkende medmennesket i dem. Men de er ikke anderledes end os.«